søndag den 4. september 2016

Byggeriet er præget af store geografiske forskelle


Mangel på arbejdskraft begrænser produktionen. Sådan svarer virksomhederne, der repræsenterer 19 procent af den samlede beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen, i Danmarks Statistiks nye konjunkturbarometer for juli. Det er en fordobling set i forhold til juli måned sidste år. Der er dog store regionale forskelleTallene fra Danmarks Statistik bekræfter, at virksomhederne oplever en forskellig virkelighed, alt efter hvor i landet, de holder til. I Nordjylland oplever hver fjerde mangel på arbejdskraft, mens det i Syddanmark er ca. hver ottende, når vi ser på virksomheder under 1.000 ansatte i bygge- og anlægsbranchen.

- Mangel på arbejdskraft skal tages meget alvorligt, og vi skal sikre os, at vi uddanner de rigtige, så vi ikke bremser potentiel vækst. I øjeblikket er det især elektrikere, projektledere og ingeniører, som virksomhederne leder efter, fortæller Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

På landsplan vil der i 2025 mangle godt 60.000 faglærte, hvis det mønster, vi har set på arbejdsmarkedet de seneste 20 år, fortsætter. Alene i bygge- og anlægsbranchen vil der mangle 14.000 faglærte, hvis ikke der uddannes flere håndværkere fremadrettet.

- Hvis der bliver bred mangel på arbejdskraft inden for branchen, er det ikke kun et spørgsmål om, at man som parcelhusejer skal vente lidt længere på at få anlagt sin nye terrasse. Håndværkere er ofte ansat i andre brancher, og det vil få negativ betydning for hele økonomien, hvis den stærkt tiltrængte vækst bremses af arbejdskraftmangel, siger Maria Schougaard Berntsen og fortsætter:

- Det er et spørgsmål om rettidig omhu at få uddannet de faglærte, vi får brug for. Men der er også for mange danskere, der ikke er villige nok til at pendle efter et job. Her bør der stilles større krav til arbejdsløse om fleksibilitet.

Hver femte kæmper med for få ordrer
I Danmarks Statistiks konjunkturbarometer angav virksomhederne svarende til 20 procent af den samlede beskæftigelse i branchen desuden, at mangel på efterspørgsel var en begrænsning. Et niveau der har ligget stort set konstant hele det sidste år. Det er dermed en udfordring for hver femte at få ordrer nok i bogen.

- Også her er der store geografiske forskelle. I Midtjylland er der fx langt færre, der mangler ordrer end i Sydjylland blandt andet på grund af den store byudvikling i Århus, forklarer Maria Schougaard Berntsen.

Samlet set ender det sæsonkorrigerede sammensatte konjunkturbarometer for bygge- og anlægsbranchen på minus 9, hvilket er uændret i forhold til sidste måned men en mindre fremgang fra juli sidste år, hvor barometeret endte på minus 12.

Læs mere her

tags: Danmark, Århus, økonomi, Nordjylland, Danmarks Statistik, Midtjylland, arbejdsløs, virksomhed, Håndværker, fleksibilitet, arbejdsmarked, projektleder, arbejdskraft, beskæftigelse, elektriker, bremser,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar