Viser opslag med etiketten 2013. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2013. Vis alle opslag

søndag den 11. november 2012

Hasles havnebad skal bindes bedre sammen med havnetorvet

Projektet Havnebad i Hasle by udvides til også at omfatte havnens kajer fra det fremtidige Havnetorv mod syd til området mod nord, hvor det kommende havnebad skal ligge. Realdania vil med et tilskud på 2 mio. kr. støtte omdannelse og forskønnelse af området. Udvidelsen blev mulig, da Transportministeriet med Havnepakke 2 gav en særbevilling til udvikling af Hasle Havn. Projektet skal give et større løft til havnearealerne, så der tiltrækkes private investeringer.
Projektudvidelsen omfatter blandt andet:
· Bearbejdning af overgangen mellem kaj og vand ved at sænke kajkanter og/eller anlægge trapper og siddekanter.
· Etablering af aktivitetsområder med for eksempel scene, dansegulv og installationer til leg og bevægelse.
· Etablering af markedspladsområde og faciliteter til fiskeri og andre havneaktiviteter.

Projektet er del af en større helhedsplan for havnen. Målet er at udvikle hele havnen til et aktivt byområde, der er bedre forbundet med Hasles gamle centrum og byens største turistattraktion, Hasle Røgeri.

Projektet skal være med til at forvandle en nedslidt industrihavn til et aktivt byrum med plads til friluftsliv og socialt samvær til gavn for hele Hasle by. Den endelig plan og udformning afgøres i samarbejde med de lokale brugergrupper. Projektet forventes realiseret i løbet af efteråret 2011 og foråret 2012.

Hasle Havn rummer i dag en række erhvervsarealer uden meget byggeri, som der ikke er planer om at bruge til havnerelaterede formål. Derfor kan havnen bruges til andre formål, der kan bidrage til at gøre den til et levende og aktivt område for beboere og turister.

Bornholms Regionskommune har iværksat planlægning for fremtidig anvendelse af Hasle havns områder og bassiner. Planlægningsprocessen er et samarbejde mellem kommunen og lokale brugergrupper og interessenter. Muligheden for at udvikle Hasle Havn er blandt andet inspireret af forslag fra en arkitektkonkurrence om udvikling af fire bornholmske havne i 2008. Konkurrencen var støttet af Realdania.

Mulighedernes Land
Projektet er et demonstrationsprojekt i Mulighedernes Land, et femårigt partnerskabsprojekt mellem Realdania, Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune. Gennem en række demonstrationsprojekter afprøver man nye veje til udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmark. Formålet er at udvikle nye strategier til at vende udviklingen og styrke livskvaliteten. Projektet er også en del af et områdefornyelsesprojekt i Hasle by, som begyndte i 2009 og afsluttes i 2013.

Læs mere her

søndag den 29. april 2012

Vækst på 5,7 procent i installationsbranchen

Installationsbranchen kunne i 2011 notere en salgsfremgang på 2,2 milliarder kroner til et samlet salg på 41,1 milliarder kroner. Dermed voksede salget med 5,7 pct.

2011 blev således året, hvor de danske el- og vvs-virksomheder for første gang siden 2008 mærkede en lille fremgang. I 2012 forventes også en beskeden stigning i branchens salg. Til gengæld kan aktiviteten formentlig kun lige fastholdes i 2013. Det forudser TEKNIQ Installatørernes Organisation på baggrund af årets Markedsstatistik.

Økonomisk-statistisk konsulent i TEKNIQ, Klaus Mosekjær Madsen, peger på tre forhold, som især har haft betydning for fremgangen sidste år:

- Øget fokus på energieffektivisering og vedvarende energi.
- Vækstinitiativer fra den tidligere og nuværende regering. Herunder BoligJobordningen og i særdeleshed fremrykningen af offentlige investeringer, der har ført til flere offentlige opgaver og byggeri af almene boliger.
- Skybruddet i juli måned, som medførte en lang række renoveringsarbejde.

Samlet øgede 44 procent af TEKNIQs medlemsvirksomheder om-sætningen sidste år, og Markedsstatistikken viser yderligere, at cirka halvdelen af virksomhederne har samme eller større omsætning sammenholdt med branchens rekordår i 2008.

- Det er positivt, at aktiviteten igen stiger. Men man skal huske på, at der fortsat er lang vej til niveauet fra før krisen, da branchens salg toppede med 51,4 milliarder kroner, siger Klaus Mosekjær Madsen. Han gør opmærksom på, at væksten i 2011 ikke har ført til flere ansatte. Det er et tegn på, at fremgangen trods alt er så beskeden, at den ikke har elimineret den overkapacitet, der fortsat er i branchen.

TEKNIQ forventer, at branchen i 2012 vil opleve en beskeden salgsfremgang på yderligere 1,1 milliarder kroner.

Det private nybyggeri ligger stort set dødt og der er ikke for alvor kommet gang i dansk økonomi endnu. Alligevel får installationsbranchen en lille aktivitetsfremgang i 2012, fordi der fortsat vil være høj aktivitet inden for det offentlige og almene boligbyggeri. Samtidig vil den kommende energihandlingsplan trække i den rigtige retning i kraft af et øget fokus på energirenovering og vedvarende energi. Herudover er der flere store anlægsopgaver lige om hjørnet, som for eksempel metrobyggeriet i København, sygehusbyggerier flere steder i landet og renovering af jernbanenettets signalsystem, forklarer Klaus Mosekjær Madsen, der tilføjer, at der også vil være arbejde for branchen i kraft af udbygning og teknologisk omstilling af forsyningsnettet - herunder en markant udbygning af fjernvarmens ledningsnet.

Endelig vil det nye lovpligtige eleftersyn, der træder i kraft den 1. maj, give branchen nye opgaver, både i kraft af selve eftersynet, men også i kraft af de reparationsopgaver, der følger af, at huskøberne bliver gjort opmærksom på eventuelle fejl i elinstallationerne.

I 2013 er forventningen, at installationsbranchen kan fastholde omsætningsniveauet fra 2012. Energi, anlæg og en begyndende vending på det private boligmarked trækker op. Til gengæld falder nybyggeriet af almene boliger, og regeringens vækstinitiativer bliver mere end opvejet af generelle finanspolitiske stramninger. Endelig vil skaderne efter skybruddet sidste sommer være udbedret.

Vi skønner samlet set, at de forskellige forhold opvejer hinanden, og at omsætningen næste år vil kunne fastholdes på 42,2 milliarder kroner, svarende 2012-niveau. Men branchens fremtidsudsigter er grundlæggende gode, fastslår Klaus Mosekjær Madsen.

De positive forventninger til fremtiden er baseret på, at der i bygge- og anlægsbranchen er en klar tendens til, at installationsbranchens ydelser vil fylde mere.

Behovet for tekniske løsninger er stigende og energiområdet er i markant vækst. Derfor kan installationsbranchen tillade sig at se mere positivt på fremtiden, end den øvrige del af bygge- og anlægsbranchen, siger Klaus Mosekjær Madsen.

Yderligere information: Kontakt økonomisk-statistisk konsulent i TEKNIQ, Klaus Mosekjær Madsen tlf. 7742 4237

Læs mere her