Viser opslag med etiketten Design. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Design. Vis alle opslag

torsdag den 8. november 2012

Helhedsorienteret energirenovering med aktiv brugerinddragelse

Helhedsorienteret energirenovering er et nyt banebrydende projekt, hvor en almen og en privat ejendom skal renoveres med fokus på både reduktion af energiforbrug og forbedring af boligkomfort og indeklima. Projektet til 9,9 mio. kr. har stort fokus på aktiv brugerinddragelse og løber frem til 2015.

Helhedsorienteret energirenovering er et nyt omfattende demonstrationsprojekt, der finansieres af GI (Grundejernes Investeringsfond) og Landsbyggefonden med deltagelse af rådgivningsvirksomheden ALECTIA, BSAA Arkitekter og DTU Byg.

Projektet adskiller sig fra tidligere forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter ved at brugerne inddrages aktivt i processen. Gennem Participatory Design , som er en anerkendt tilgang til effektiv og vidtgående brugerinddragelse, kan man dels få nyttiggjort brugernes viden om egen bolig i renoveringen, og samtidig få udviklet og påvirket deres adfærd og viden om energirenoveringsprojektet.

Hidtidige forskningsprojekter på området ser typisk på, hvordan forskellige energirenoveringsteknologier kan indarbejdes i eksisterende byggerier med fokus på konkrete tekniske løsninger, systemer og produkter. Projekterne har indtil nu kun i begrænset omfang givet anledning til egentlige energirenoveringer.

Projektet kan være en brik i den fortsatte brobygning mellem tidligere enkeltstående renoveringsforsøg og en systematisk renoveringsindsats.

Videndeling mellem almen og privat boligudlejningssektor
I Helhedsorienteret energirenovering er der indbygget to vinkler på brugerinddragelsen, som kan give læring og inspiration på tværs af den almene og private boligudlejning. Beboerdemokratiet i de almene ejendomme er veludviklede, mens beboerinddragelsen i de private udlejningsejendomme er mindre udbredt.

Sideløbende med renoveringsforløbet skal der udvikles 1-3 produkter til brug ved de helhedsorienterede energirenoveringer af demonstrationsejendommene. Desuden oprettes en produktudviklingsgruppe bestående af 3-5 producenter, der bredt repræsenterer produkter, som anvendes til renovering.

Stort energibesparelsespotentiale i eksisterende bygninger
Eksisterende bygninger udgør 99 procent af bygningsmassen herhjemme, og der er store energibesparelser at hente, da energiforbruget til klimatisering (opvarmning, køling, ventilation og belysning) af den danske bygningsmasse udgør 40 procent af det samlede energiforbrug. Nybyggeri, som er enkelt at energioptimere, udgør derimod kun 1 procent årligt af den samlede bygningsmasse.

Følg med i Helhedsorienteret energirenovering
Projektet Helhedsorienteret energirenovering finansieres af GI (Grundejernes Investeringsfond) og Landsbyggefonden med rådgivningsvirksomheden ALECTIA som projektansvarlig og med BSAA Arkitekter og DTU Byg som underrådgivere. Projektet løber frem til 2015 og har et samlet budget på 9,9 mio. kr. Projektet vil løbende blive opdateret med projektets forløb i forhold til forundersøgelser, konceptudvikling, projektering og udførelse, ibrugtagning og projektopfølgning samt evaluering på: www.ejendomsviden.dk og www.AlmenNet.dk

Grundejernes Investeringsfond (GI)
GI er en fond, som løser lovopgaver med det formål at sikre bedre boliger. GI administrerer penge til vedligeholdelse af private udlejningsboliger, yder billige lån og støtter innovative udviklingsprojekter. Læs mere på www.ejendomsviden.dk

Landsbyggefonden
Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Fonden varetager blandt andet forvaltning af grundkapital til offentligt støttet boligbyggeri samt administration for den almene boligsektor af pligtmæssige bidrag, og opkrævning af indbetalinger til landsdispositionsfonden m.v. Desuden forestår fonden analyseopgaver, den særlige driftsstøtte, støtte til renovering m.v. samt en garantiordning m.v. Læs mere på www.lbf.dk

ALECTIA
Med næsten 100 års historie er ALECTIA en af Danmarks førende rådgivningsvirksomheder. ALECTIAs varemærke er rådgivning, der bygger på ingeniørfaglig viden og en knivskarp forståelse af kundens forretning. I det spændingsfelt tilbyder ALECTIA bæredygtige og tværfaglige løsninger, der skaber varig værdi for kunderne både i Danmark og resten af verden. ALECTIA er specialiseret i en række brancher og sektorer og løser opgaver inden for byggeri og anlæg, hospitaler, farmaceutisk industri, bryggerier, mejerier, fødevarer, arbejdsmiljø samt vand, energi og miljø. Læs mere på www.alectia.com

DTU Byg
DTU Byg, Institut for Byggeri og Anlæg ved DTU, forsker og underviser i bygningsdesign, bærende konstruktioner, byggematerialer, geoteknik, bygningsenergi og -installationer, indeklima, ingeniørgeologi og arktisk teknologi. DTU Byg er ansvarlig for planlægning og ledelse af bygningsingeniøruddannelserne:
Bygningsingeniør, Architectural Engineering, Bachelor i Byggeteknologi, Bachelor i Bygningsdesign, Arktisk Teknologi, Bygningsingeniør, Architectural Engineering. Læs mere på www.byg.dtu.dk

BSAA Arkitekter
BSAA s virkefelt strækker sig fra designopgaver over boligdesign til større boligbebyggelser, offentlige institutioner og erhvervsbyggerier til storskalaplanlægning. Tegnestuen har deltaget i en række konkurrencer og prækvalifikationer, hvoraf flere er præmieret og opført. Tegnestuen prioriterer bæredygtigt design på alle niveauer. Læs mere på www.bsaa.dk

Læs mere her

fredag den 4. maj 2012

Harpa vinder flere internationale priser

Islands nye koncerthus, Harpa, har på en uge modtaget to internationale priser. I fredags blev Harpa kåret som vinder ved årets Civic Trust Awards og i dag hædres koncerthuset af et af verdens største rejsemagasiner, amerikanske Travel+Leisure, som årets Best Performance Space .

Harpa er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Batteriið Arkitekter. Den spektakulære facade mod syd er skabt af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson i samarbejde med Henning Larsen Architects.

Mere end 300 internationale projekter var med i opløbet om den prestigefulde Civic Trust -pris, som blev uddelt ved en officiel ceremoni i Edinburgh den 2. marts. Prisen gives til projekter af høj designmæssig kvalitet, som vurderes at have bidraget socialt, kulturelt eller økonomisk til lokalsamfundet.Prisen blev oprettet i 1959 i England med det formål at hædre det bedste inden for arkitektur, design og landskabsarkitektur.

Prisen for Best Performance Space uddeles ved et gallaarrangement i Berlin onsdag den 7. marts, hvor Travel+Leisure s Design Awards uddeles i en række kategorier med betydning for rejsebranchen. En jury bestående af seks medlemmer fra design- og arkitekturbranchen har valgt Harpa som årets vinder i kategorien.

I Harpa danner kunsten og arkitekturen en unik helhed. Det 28.000 m2 store koncerthus rummer bl.a. fire musik- og konferencesale. I Arkitektur DK 5 11 fremhæves Harpas facade og bygningens orientering mod byen, og redaktøren, Martin Keiding, kalder Harpa for et folkets hus og skriver bl.a.: Det er et afgørende og vigtigt greb i forhold til at få by og havn til at finde sammen.

Harpa har siden åbningen i august 2011 modtaget international hæder flere gange. Koncerthuset optræder bl.a. på det britiske magasin, Grammaphone s, liste over verdens ti bedste koncerthuse, og det svenske arkitekturmagasin, FORM, kårede i 2011 koncerthuset som årets bedste byggeri i Skandinavien.

Henning Larsen Architects vandt også en Civic Trust Award i 2011 for det markante boligbyggeri, Bølgen i Vejle.

Læs mere her

tags:

lørdag den 28. april 2012

Danske raaco vinder to internationale priser for fremragende produktdesign

raaco A/S har netop modtaget den internationalt anerkendte designpris IF Product Design Award 2012 for særligt fremragende design for sine to seneste produktserier. Med priserne markerer den danskejede virksomhed sig endnu engang som en visionær, modig og konkurrencedygtig aktør på det internationale marked for opbevaringssystemer.

Siden 1956 har raaco udviklet og fremstillet innovative, overskuelige og pladsbesparende opbevaringssystemer til både industrien og professionelle håndværkere verden over. Gennem tiden har virksomheden med base ved Nykøbing Falster modtaget adskillige internationale priser for fremragende industrielt design. Nu kan raaco føje endnu to priser til sin liste over succeser som vinder af den internationalt anerkendte designpris iF Product Design Award 2012 i kategorien Industri og Håndværk . raaco modtager priserne for sine to seneste produktserier Tool Taco og Boxxser .

Med Tool Taco har raaco formået at forvandle den traditionelle værktøjskasse til et gennemtænkt system med stor fleksibilitet og et sporty design, der appellerer til den moderne håndværker. Tool Taco er ikke alene robust, praktisk og ergonomisk korrekt, men kan tilpasses den enkelte håndværkers behov i hidtil uset grad. Allerede på tegnebrættet tog Tool Taco form som de taco-skaller, der er kendt fra det mexicanske køkken. Her bestemmer man selv, hvad og hvor meget der skal fyldes i, og på samme måde kan håndværkerne selv bestemme, hvilket tilbehør og indhold, de vil fylde i Tool Taco .

Den anden prisvinder er det bærbare ordenssystem Boxxser . Med Boxxser får håndværkere mulighed for at indrette opbevaringsløsninger helt fra bunden, så de nemt kan holde styr på skruer, beslag og andre smådele i den travle hverdag.

Fælles for de to designvindende ordenssystemer er, at de tilbyder utallige indretningsmuligheder, at alle detaljer er gennemtænkte, og at der i produktudviklingen har været knivskarpt fokus på brugsværdien.

Det er vores produktfilosofi at udvikle praktiske løsninger med stor brugsværdi. Alle vores ordenssystemer er derfor designet, så de enkelte dele kan kombineres til funktionelle løsninger og tilpasses individuelle behov, fortæller raacos administrerende direktør, Peter-Thomas Damberg.

raacos seneste skud på produktstammen er en serie af værktøjskufferter, som bliver introduceret ved Køln-messen i starten af marts 2012.

Se også http://www.ifdesign.de/.

Læs mere her