Nu kommer den mulighed for synliggørelse over for de kommende Femern Bælt entreprenører, som mange virksomheder har ventet på.
Midt i marts offentliggøres ressourceportalen Fehmarnbelt Resources, som er et online katalog over virksomheder, netværk og konsortier, der har kompetencer til og ambitioner om at bidrage som underleverandører i og omkring det enorme byggeri af Femern Bælt tunnelen og de andre store bygge- og anlægsprojekter i Østdanmark.
Det er gratis at få en profil på den nye portal, men det er et krav, at virksomheden rent faktisk kan tilbyde ydelser, der er relevante i forhold til de kommende store projekter.
Udgiver af ugebrev står bag
Bag portalen står kommunikationsvirksomheden First Link Kommunikation, der også producerer ugebrevet Fehmarnbelt Weekly om udviklingen omkring Femern Bælt projektet.
- Vi har udviklet denne portal, fordi det står klart for os, at der er et udpræget behov hos en lang række virksomheder for at kunne gøre sig synlig og tilgængelig for de kommende entreprenørkonsortier på Femern Bælt byggeriet og andre store regionale projekter, fortæller Henrik Kragelund, partner i First Link Kommunikation.
En anden af firmaets tre partnere, Finn Sørensen, supplerer:
- Vi har siden etableringen af vores virksomhed haft det klare mål, at vi vil bidrage aktivt til en positiv udvikling i regionen. Med denne ressourceportal mener vi at have skabt en platform, som giver virksomheder, netværk og konsortier med fokus på mulighederne i vores region markant bedre chancer for at blive set.
Sikkerhed for relevant indhold
Alle profiler på Fehmarnbelt Resources bliver beskrevet på baggrund af et interview med virksomheden. På den måde sikres en høj grad af relevans og seriøsitet. Derudover vil portalen også byde på nyttige artikler for både entreprenører og leverandørvirksomheder.
- Det har været vigtigt for os at lave et værktøj, som har værdi for brugerne, fortæller partner Abelone Glahn.
- Portalen er meget mere end et udstillingsvindue eller katalog. Det vil være en videnscentral med en utrolig nem indgang til at finde relevante underleverandører og samarbejdspartnere samt en inspirationskilde med artikler med høj relevans for både entreprenører og leverandørvirksomheder.
Gratis til og med juni
Portalen bliver finansieret af få store sponsorer samt forskellige tilkøbsmuligheder. Men First Link Kommunikation lover, at indtil juli er det gratis for alle relevante virksomheder at blive optaget på portalen, og de skal ikke frygte en opkrævning på et senere tidspunkt.
- Vi tror på, at når man giver noget ud, så får man også noget igen. Det siger vi til vores kunder, og selvfølgelig følger vi vores egne råd, siger Henrik Kragelund.
Portalen er færdigudviklet, og den forventes offentliggjort medio marts. Men virksomheder kan allerede nu bede om optagelse.
Virksomheder, der ønsker oprettelse af en profil på Fehmarnbelt Resources, kan udfylde en kontaktformular via dette link: http://firstlink.dk/kontaktformular/
Læs mere her
tags: interview, portal, virksomhed, kommunikation, værktøj,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar