Det er ikke længere pr. automatik arbejdsgiverens skyld, når en ansat kommer til skade på arbejdspladsen, viser en ny undersøgelse. Det glæder Dansk Byggeri, som har arbejdet længe for lovændringen.
Arbejdsgivere kan ikke længere straffes, når de ansatte er kommet til skade, fordi de har overtrådt arbejdsmiljøreglerne og arbejdsgiveren vel at mærke har gjort alt for at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
- Loven trådte i kraft i 2006 efter mange års pres fra blandt andet Dansk Byggeri. Siden har vi været nervøse for, om der blot var tale om en skuffelov, eller om den rent faktisk har virket. Til vores store glæde viser en ny undersøgelse, at loven bliver håndhævet, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
Arbejdstilsynet har fra den 28. april 2006, hvor loven trådte i kraft, til den 1. oktober 2009 gennemgået 82 domme, der tager stilling til arbejdsgiverens strafansvar. Arbejdsgiverne er blevet frifundet i 16 sager, og er blevet fundet skyldig i 66.
- Det er ikke et overvældende antal, som er blevet frifundet. Men Arbejdstilsynets evaluering viser tydeligt, at man ikke længere pr. automatik skubber ansvaret over på arbejdsgiveren, siger Mette Møller Nielsen.
I langt størstedelen af de sager, hvor arbejdsgiveren er blevet frifundet, skyldes det, at arbejdsgiveren har gjort alt for at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
- Det fortæller os, at der er behov for, at arbejdsgiverne kan dokumentere, at de rent faktisk har taget alle de fornødne forholdsregler i forhold til de ansattes sikkerhed. Dansk Byggeri opfordrer derfor virksomhederne til systematisk at planlægge og registrere sikkerhedsarbejdet i virksomheden.
- Det er arbejdsgiverens ansvar at skabe en sikkerhedskultur, hvor alle sætter sikkerheden højest, og de ansatte bliver honoreret for at tage vare på sikkerheden i stedet for at tage chancer, slutter Mette Møller Nielsen.
Kontakt
Arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, telefon 22 45 47 72
Kommunikationskonsulent Anja Binderup, telefon 25 66 63 07
Læs mere her
tags: 2009, virksomhed, 2006, Arbejdstilsynet, arbejdsmiljø, arbejdsgiver, miljø,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar