En rekordstor legatdonation gør det det nu muligt for to unge civilingeniører fra Aalborg Universitet at forbedre deres unikke og patenterede digitale metode til støbning af iøjnefaldende krumme betonelementer. Anerkendelsen fra industrien kan samtidig bruges til at tiltrække investorer til det spirende erhvervseventyr.
Støtten på 146.000 kroner til Christian Raun Jepsen fra St. Darum ved Ribe og Mathias Kræmmergaard Kristensen fra Brønderslev kommer fra Alexander Foss Industrifond, som bliver varetaget af DI. Industrifonden uddeler hvert år legater til iværksættere, som udvikler nye produkter og processer inden for det teknologiske område. Modtagernes projekter skal bidrage til udviklingen af virksomheder med industriel produktion, og det harmonerer fint med ambitionerne i Aalborg-ingeniørernes firma Adapa:
- Legatdonationen betyder, at vi nu uden bekymringer kan indkøbe nye dele til vores næste prototype og dermed sikre vores videreudvikling på et tidspunkt, hvor 146.000 kroner er rigtigt mange penge for os. Samtidig gør det forhåbentligt vores virksomhed interessant for investorer og kunder, idet anerkendte personer i DI's bestyrelse har givet os den ære at gøre os til den største beløbsmodtager til dato fra Alexander Foss Industrifond. Vi vil nu arbejde på at sikre, at DI's beslutning bliver fulgt til dørs med et succesfuldt projekt, som i fremtiden vil kunne sikre danske arbejdspladser og teknologiudvikling, siger Christian Raun Jepsen.
Stadig tæt kontakt til AAU
De to ingeniører udviklede den digitale støbeformsmetode i forbindelse med deres afgangsprojekt på universitetet (se tidligere AAU-omtale), og de har fortsat nære relationer til Institut for Byggeri og Anlæg.
Vores nuværende samarbejde med Byggeri & Anlæg omhandler udforskning af fremtidige potentialer i vores støbeformsteknologi. Som eksempel ser vi på skalkonstruktioner og dobbeltkrumt glas. Vi håber at kunne fortsætte det tætte samarbejde i mange år fremover, oplyser Christian Raun Jepsen.
Samtidig med at de altså lægger planer for fremtiden, knokler Christian Raun Jepsen og Mathias Kræmmergaard Kristensen på at færdiggøre deres første store opgave, hvor de skaber usædvanlige shelters til Nationalpark Mols Bjerge. Delelementerne er så småt blevet samlet, men inden de færdige resultater bliver sendt videre til nationalparken, bliver der formentlig en chance for at se dem på hjemmebanen i Nordjylland. Det kunne i givet fald meget vel blive i tilknytning til Utzon Center.
- Vi arbejder på at få shelteret udstillet i Aalborg et par uger, så man kan se, hvad fremsynede virksomheder inden for specialproduktion kan udføre i den nordjyske region. Vi ser mange ligheder mellem Utzon's skalkonstruktion i Sydney Operaen og shelterets konstruktion, som igen knytter projektet tæt til Aalborg, fortæller Christian Raun Jepsen.
Yderligere oplysninger og kontakt:
Christian Raun Jepsen, ADAPA - Adapting Architecture, tlf. 2422 2651
Alexander Foss Industrifond uddeler hvert år legater til iværksættere, der inden for det teknologiske område udvikler nye produkter og processer, der vil bidrage til udviklingen af virksomheder i retning mod industriel produktion. Yderligere oplysninger: chefanalytiker Flemming G. Jørgensen, tlf. 2060 6995 eller pressekoordinator Bo Hjuler, tlf. 4222 1254.
Læs mere her
tags: Nordjylland, Aalborg, Ribe, Aalborg Universitet, virksomhed, penge, teknologi, Mols, AAU, investor, patenterede, Brønderslev,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar