søndag den 5. maj 2013

Ny formand - nye mål

Efter 6 år i bestyrelsen for Danske Kloakmestre, heraf 4 år i den varme formandsstol, valgte Verner H. Kristiansen på generalforsamlingen 8. marts 2013 at give stafetten videre for at hellige sig sine virksomheder og direktørposten i videndelingsportalen Vand og Miljø. Ny formand for Danske Kloakmestre blev 53årige Henning Lübcke fra Køge.

Det siges, at alle veje fører til Rom, og det er netop ad omveje, at Henning i dag kan kalde sig autoriseret kloakmester, anlægsgartner, autoriseret rottebekæmper og nu også formand. Det hele begyndte faktisk med en afbrudt læreplads som bager.

Det med bolledejen var ikke lige Henning, så han blev soldat i stedet. 18 år blev det til i Dronningens klæder, før end han kastede sig ud i et job som anlægsgartner. Det var lidt af et tilfælde at det netop blev den retning, karrieren skulle tage.

Jobbet i militæret gav en masse afspadsering, så Henning hjalp lidt til med fliselægning og beskæring af træer i lokalområdet. Da han pludselig stod alene med en kæmpe opgave med 200 m2 fliser i flere niveauer for en privat kunde, fik han sin eksamen så at sige.

Han ansatte den første medarbejder i 1993 og virksomheden tog rigtigt fart op gennem 90erne. 25 medarbejdere og en kæmpe maskinpark blev det til inden krisen satte ind. Firmaet har i dag fundet et leje på 10-12 ansatte afhængig af sæson og ordrebeholdning.

VI BLIVER HØRT
Den i medierne øgede fokus på klimaændringer og Regeringens nye klimatiltag giver ikke mindre arbejde til den nye formand, spår han. Vi skal fortsætte med at påvirke beslutningstagere og lovgivere i endnu højere grad end tidligere .

Der er ingen tvivl om, at Verner har rykket foreningen massivt i hans 6 år som formand. Det er Verners fortjeneste, at der lyttes til foreningen helt oppe på Miljøministerens kontor , udtaler den nye formand for Danske Kloakmestre Henning Lübcke.
Verner har vist, at det kan lade sig gøre at få indflydelse. Vore holdninger bliver hørt, og vi bliver citeret i fagblade og i medierne. Jeg vil fortsætte dette flotte arbejde og søge at øge indflydelsen yderligere .

SAMARBEJDE STYRKER FAGET
Foreningen af Danske Kloakmestre er inde i en positiv udvikling. Med omkring 500 medlemmer og flere nye indmeldelser hver måned, er foreningen Danmarks største. Det er en glædelig udvikling, som er med til at styrke foreningen i det fremadrettede medlemsarbejde.

Selvom foreningen er den største, har den et udmærket samarbejde med de øvrige foreninger af Kloakmestre. Bl.a. samarbejder man omkring Klimacheckordningen og Kloakmestrenes TV-inspektionsordning.

Man kan sige, at vi i Vand og Miljø har fælles mål med Danske Kloakmestre, idet Vand og Miljø også aktivt arbejder for at fremme kloakmestrenes synspunkter over for interessenter og beslutningstagere, udtaler Verner H. Kristiansen. Vi har altid kunnet snakke om tingene, og det forventer vi også at kunne i fremtiden. Et godt samarbejde er med til at styrke branchen, og det er der brug for.

VISIONER FLYTTER GRÆNSER
Danske Kloakmestre er en uafhængig forening, Der er skal ikke tages politisk hensyn til en hovedorganisation, hvilket giver et større råderum til at manøvrere i.

Det er den nye formands mål at øge indholdet af medlemsskabet. Mange medlemmer sætter især pris på tilbudene om uddannelse og efteruddannelse, som foregår, så det har fornyet fokus i de kommende år. Foreningen vil således fortsætte med at efteruddanne medlemmer, så de er opdaterede med nyeste teknikker og materialer.

Desuden udgør Danske Kloakmestres Garantiordning et vigtigt aktiv for medlemmerne. Foreningen er den eneste, som tilbyder slutbrugerne en garantiordning. Ordningen er både til gavn for medlemmerne og for kunderne som ved, at medlemmerne har et meget højt fagligt niveau.

Foreningens formand er ganske rolig ved at overtage roret i foreningen. Jeg har en god, arbejdende bestyrelse med 15 arbejdende udvalg bag mig. Desuden samarbejder vi med alle førende producenter, styrelser og institutter samt kommuner, regioner og ministerier. Jeg føler, at vi er særdeles godt rustede til at imødekomme morgendagens udfordringer, som jeg imødeser med spænding.

HVEM ER VAND OG MILJØ
Klogere på fremtidens vand og miljø uden udenomssnak.

Vi står over for store udfordringer med monster-regn, forurening og svindende vandressourcer og vi skal lære af hinanden for at kunne gå fremtiden i møde med ro i sindet.

Sådan er tanken bag den nye vidensportal om kloak, vandogmiljø.dk, der drives af to af branchens tunge drenge; tidligere formand for Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen samt kloakmester og tidligere dansk mester i kloak, Anders Risager.

Kloakmestre får hos Vand og Miljø et fælles rum, hvor de kan dele viden, tage kurser, se de sidste nye produkter og lave fælles indkøbsaftaler, som i sidste ende gavner forbrugerens økonomi positivt.

Desuden er Vand & Miljø på vej til at indgå samarbejde med branchens mange mænd bag skriveborde. Vi skal lære af hinanden og forene teori og praksis , siger Anders Risager, indehaver af Aalborg kloak og Vand og Miljø.

Vidensportalen vil ligeledes være branchens vagthund, som vil stille de kritiske spørgsmål til myndighederne, leverandørerne og til branchen generelt inklusive os selv.

Området er så væsentligt for vores fælles fremtid, at det fortjener langt mere opmærksomhed, end det får i dag , slutter Anders Risager.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, politi, Dronningen, økonomi, uddannelse, EM, 2013, Køge, portal, Aalborg, LIVE, virksomhed, Rom, efteruddannelse, organisation, miljø, Miljøminister,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar