I en tid, hvor landets kommuner har fokus på at renovere byernes flotte, gamle facader under hensyntagen til bygningernes oprindelige udseende, kan det være svært for de handlende i bykernerne at få lov til at opsætte nye lysskilte på bygningerne.
Kommunernes krav til skiltning bliver stadig mere restriktiv og mange butiksejere lader de gamle skilte hænge, fordi de frygter at blive anonyme i bybilledet, når de skal ansøge om lov til at opsætte nye skilte. Konsekvensen er, at de lader de gamle og som regel meget udtjente lysskilte hænge alt for længe.
For at komme problemet til livs har SRI Sign Solution A/S nu skabt et lysskilt, der både tilgodeser de handlendes ønske om en klar profilering og kommunernes krav til diskret skiltning. Lysskiltet er mindre end 2 cm dybt og kan fremstilles både som et enkeltsidet facadeskilt og et dobbeltsidet udhængsskilt.
Uanset, om der er tale om et facadeskilt eller et udhængsskilt, er alle proportioner så smalle, at skiltet falder i ét med facaden og derfor ikke skæmmer de smukke bygninger.
Lysskiltet er udviklet på SRI´s fabrik i Esbjerg, hvor også selve produktionen foregår. Det er opbygget af tynde, lysledende plader, hvori der er indbygget energivenlige LED-lysdioder. Lysdioderne sørger for, at kun virksomhedens logo er oplyst mens resten af skiltet forbliver mørklagt. Dermed får de handlende deres budskab frem men på en meget elegant og diskret facon.
SRI Sign Solution A/S har indtil videre omprofileret facader i København med disse skilte men forventer at også, at de handlende i mindre, gamle købstæder fremover vil efterspørge skiltene. Fotos kan rekvireres.
Læs mere her
tags: København, Esbjerg, virksomhed, energi,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar