fredag den 15. august 2014

Arbejdsulykker: Vær opmærksom, når du kommer tilbage efter ferien

Når sommerferien er forbi, begynder højsæsonen for arbejdsulykker. Sikkerhedsrutinerne er glemt, og derfor er det vigtigt, at man hurtigt får dem genopfrisket, understreger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri Hovedet er stadig fyldt med minderne fra ferien, og arbejdsrutinerne skal lige genopfriskes for mange danskere i disse dage. Det resulterer i en stigning af ulykker på jobbet, når vi skifter grillhandskerne ud med arbejdshandsker.

- Nogle virksomheder fortæller, at der sker markant flere arbejdsulykker i dagene lige efter ferien. Rutinerne sidder ikke længere på rygraden, og derfor er der større risiko for at begå fejl, siger arbejdsmiljøchef fra Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.

Hun opfordrer til, at virksomhederne afholder 'Velkommen-tilbage-møder' for deres ansatte, så der hurtigt kommer fokus på sikkerheden igen.

- Hvis du står højt oppe på en stige på arbejdspladsen, er det ikke sidste uges gode oplevelser med børnene, du skal tænke på, men have tankerne på rette sted, siger Mette Møller Nielsen.

Opmærksomheden er svækket
I tømrerfirmaet Jakon A/S er der ekstra fokus på de første arbejdsdage efter ferien. Plakatkampagner og en ekstra indsats fra arbejdsmiljørepræsentanter, formænd og byggeledere medvirker til, at kollegerne holder fokus på sikkerheden, når de kommer tilbage på byggepladsen. Derved undgår man typiske hændelser som faldulykker, snitskader og øjenskader.

- Opmærksomheden på potentielle farlige situationer er svækket, når medarbejderne møder ind igen. De er stadig fyldt op af gode ferieoplevelser, og det påvirker deres evne til at risikovurdere. Derfor er det vigtigt, at gøre medarbejderne opmærksomme på, at de skal tænke sikkerhed ind i arbejdet igen. De skal ikke snuppe den nærmeste stige, men bruge rullestilladset, selvom de 'bare lige' skal rette på en loftsplade, siger arbejdsmiljøleder i Jakon A/S, Morten Walbeck.

I dagene før ferien gør Jakon A/S ligeledes opmærksom på ulykkesrisikoen, fordi man også dér er tilbøjelig til at lade tankerne flyve afsted. Heldigvis er mange medarbejdere, som selv har oplevet en ulykke, gode til at minde kollegaerne om vigtigheden af altid at være mentalt til stede på arbejdspladsen.

Læs mere her

tags: stillads, virksomhed, ulykker, arbejdsmiljø, miljø, sommerferie,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar