lørdag den 16. maj 2015

Jøma skal sælge danskproducerede multilifte


Den koldingensiske liftspecialist Jøma Lift Teknik A/S fortsætter oprustningen på produktsiden og føjer nu danske HH Intellitechs multilifte til porteføljen.Med et stigende fokus på arbejdsmiljø og -sikkerhed har koldingensiske Jøma Lift Teknik valgt at opruste forretningen med en række nye produkter fra HH Intellitech, da virksomheden i særlig grad producerer maskiner, der er med til at forbedre arbejdsmiljøet for eksempelvis byggefirmaer ved montering af store vinduespartier.

Hos Jørgen Martinsen, der er direktør hos Jøma, er der stor tilfredshed med firmaets nye forhandleraftale. – Med HH Intellitechs produkter kan vi nu tilbyde eksisterende og nye kunder endnu mere inden for materiale- monterings- og håndteringslifte, og produkterne lever kvalitetsmæssigt op til vores høje krav, forklarer han og påpeger, at Jøma nu i højere grad bliver totalleverandør til byggeriet.

Hidtil har Jøma ikke tilbudt et komplet sortiment af materialehåndteringslifte, men det hul bliver ifølge Jørgen Martinsen lukket nu:

– Vi har i et stykke tid været på udkig efter monteringslifte til vores sortiment, og det er derfor meget tilfredsstillende, at vi nu har lavet en aftale med den førende producent på området.

Tidsbesparende værktøj

Mange håndværkere bruger ikke de hjælpemidler til at forbedre arbejdssikkerheden, som EU-regler ellers påbyder. Det er nemlig ofte for tidskrævende at skulle bruge maskiner eller andre hjælpemidler. Men det problem, mener Niels Bagge fra HH Intellitech, er løst med firmaets store program af multilifte til alle formål, der forbedrer arbejdsmiljøet, samtidig med at der spares tid ved monteringen.

– For os er der to ting, der er vigtige. For det første skal vores lifte aflaste håndværkernes fysik, så de undgår at løfte tunge vindueselementer. For det andet er det meget vigtigt, at liftene sparer tid, og at anvendelsen af dem er forbundet med stort rationale, da det er afgørende for, at investeringen i materiellet kan retfærdiggøres, forklarer Niels Bagge.

Liftene fra HH Intellitech udmærker sig ved, at bevægelser med elementerne foregår parallelt vandret og lodret i modsætning til konkurrenternes buede bevægelser, der er meget tidskrævende. Med en sideforskydning på kun en millimeter ad gangen er det også meget nemt at få eksempelvis et stort vinduesparti på plads i vinduesåbningen.

Niels Bagge ser frem til samarbejdet med Jøma, og han glæder sig over, at HH Intellitechs danske brugere som en del af aftalen i fremtiden vil blive serviceret af Jømas velsmurte og landsdækkende serviceapparat.

HH Intellitechs lifte kan håndtere elementer på helt op til 550 kilo. Desuden har virksomheden også andre produkter inden for vakuumsug på hylderne.


Fakta: Jøma Lift Teknik A/S har siden 1999 specialiseret sig i at sælge og servicere løftemateriel. Virksomheden er dansk totalforhandler af HH Intellitech glaslifte, Leguan kompaktlifte samt Genie personlifte, materialehejs og teleskoplæssere. Desuden er Jøma eneimportør af Anteo læssebagsmækker samt forhandler og serviceværksted for danske HMF, der tilbyder et komplet program af kraner, lifte samt krog- og wirehejs.

Læs mere her

tags: direktør, EU, virksomhed, Intel, arbejdsmiljø, miljø, værktøj, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar