torsdag den 12. maj 2016

Innovativt vindue giver ny energi til de gamle traditioner


Vinduesfirmaet Bøjsø døre & vinduer og Arkitektskolen i samarbejde om udvikling af 3. generationsvindue, der forener traditionel dansk bygningskultur med de mest moderne bæredygtige egenskaber.Tusindvis af vinduer i træ, der har været i brug i 100-200 år er stadigvæk i fremragende stand, viser forskning. Mens mange vinduer fra 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne allerede nu står over for udskiftning.

Det er dette paradoks som et nyt projekt skal finde en løsning på. Det sker i et samarbejde mellem Arkitektskolen og en af Danmarks førende producenter af vinduer og døre til bygninger med traditionel dansk byggestil.

Målet er at give fremtidens bygherrer mulighed for udskifte nedslidte vinduer, der udelukkende er valgt for sine energiegenskaber. De skal i stedet kunne vælge holdbare, bæredygtige vinduer, der ikke går på kompromis med den traditionelle danske bygningskultur.

Nærstuderer håndværket
Løsningen er bl.a. fundet ved at nærstudere 200-års håndværkstraditioner i de oprindelige danske vinduer. Den første prototype står klar på Kunstakademiets Arkitekt-skole, hvor dagslysforhold, energiforhold og drift- og vedligeholdelses-økonomi bliver undersøgt nærmere.

Prototypen er udført i 100 % kernetræ af lærk med spejlskårne rammer. Dimensionerne i rammer og sprosser er spinkle. Det sikrer nemlig hurtig udtørring af træet. Derudover er vinduet over-fladebehandlet med et tyndt lag linolie, der ikke opfugter træet.

Profileringen på karme, poste og rammer sender dagslyset langt ind i rummet. Mens en forsatsramme sikrer gode energiforhold. Metoden er set i dansk bygningskultur siden 1741, men udfylder
stadig sit formål.

10 gange længere levetid
Som noget nyt har vinduet indvendige forsatsvinduer med energiglas eller dobbeltcoatede energiruder. Forsatsrammerne er uden lodpost og lukker derfor mere dagslys ind i rummet. Levetiden forventes at blive ca. 10 gange så lang som den, der kendes for torammede vinduer i moderne materialer med udvendige energiruder.

Projektet er en del af Kunstakademiets Arkitektskoles Kandidatprogram i Kulturarv, Transformation og Restaurering (KTR), og projektudvikler er Søren Vadstrup MAA og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole.

De nye vinduer forener de gamle håndværkstraditioner med moderne teknologi. Og ligger derfor godt i tråd med ambitionerne bag Bøjsø døre og vinduer. Virksomheden leverer løsninger, der matcher energikrav og bevarer dansk bygningskultur.

Kontakt:
Direktør, Bøjsø døre & vinduer, Lasse Sørensen tlf. 76 50 96 13.
Lektor, Kunstakademiets Arkitektskole, Søren Vadstrup tlf. 41 70 17 70.


Læs mere her

tags: Danmark, økonomi, teknologi, energi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar