mandag den 6. juni 2016

Snart slut med tocifrede vækstrater for ejerlejligheder


Priserne på ejerlejligheder stiger fortsat voldsomt, men om få måneder er toppen formentlig taget af årsstigningen, når der kommer krav om minimum 5 pct. kontant udbetaling ved boligkøbPå et år er priser på ejerlejligheder steget med 10,3 pct., mens prisen på enfamiliehuse steg mere moderat med 4,3 pct. fra første kvartal 2015 til første kvartal 2016. Trenden for begge boligtyper har været opadgående siden bunden blev nået i 2011, men klart mest for ejerlejligheder.

- I november 2015 trådte en ny bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i kraft, og den indebærer, at køber selv skal stille med mindst 5 pct. af finansieringen ved boligkøb. Det har allerede lagt en dæmper på den sæsonkorrigerede månedsvækst i boligpriserne, men kan endnu ikke ses i tallene for stigningen på årsbasis, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.

Blandt andet på den baggrund advarer Dansk Byggeri mod boligboble-spekulationer, og senest har også de økonomiske vismænd været meget beskedne i forventningen til boligprisudviklingen i 2016-2018.

- Der er en nettotilvækst i indbyggertallet i Københavns Kommune på mindst 10.000 om året. Den høje boligefterspørgsel i hovedstaden er derfor stadig primært demografisk betinget og i mindre grad spekulativ. Men udbuddet har svært ved at følge med efterspørgslen, og derfor er det ikke et sekund for tidligt, at der nu endelig kommer gang i nybyggeriet af boliger.

Priserne vokser fortsat hurtigst i Hovedstaden, men der er efterhånden pæne prisstigninger på boliger i alle regioner.

Ifølge Danmarks Statistik fulgtes gennemsnitspriserne på huse og ejerlejligheder nogenlunde ad i 2014 og 2015, men fra begyndelsen af 2016 er gennemsnitsprisen på ejerlejligheder markant højere end prisen på et enfamiliehus.

- I marts var den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder 2.022.000 kr., mens den for enfamiliehuse var 1.904.000 kr. Denne statistik svinger en del fra måned til måned. Men vi skal tilbage til boligbobleåret 2006 for senest at finde en periode, hvor ejerlejlighederne varigt og markant var dyrere end parcelhusene, siger Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: Danmark, 2011, København, økonomi, Danmarks Statistik, virksomhed, 2006, 2018, 2016, hovedstad, prisstigninger, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar