tirsdag den 6. september 2016
Boligbyggeriet når nye højder i 2016
Der bygges for alvor boliger i Danmark, og det er i de større byer og i særdeleshed i København, byggekranerne har travltByggefakta har netop udgivet "Trends for byggebranchen Q2 2016", der indeholder en opgørelse af igangsatte projekter i første halvår 2016 samt prognoser for resten af året. Byggeriet har udviklet sig stabilt i andet kvartal overordnet set og det forventes nu, at der igangsættes byggerier i Danmark for 71,4 milliarder kr. Det er en fremgang på 3,9 mia. kr. svarende til 6 % sammenlignet med 2015.
Fremgangen for boligbyggeriet fortsætter
Boligbyggerierne fylder markant i prognosen. Prognosen for boligprojekterne er opjusteret lidt efter andet kvartal, og boligerne udgør nu 36 % af det professionelle byggeri. Det svarer til, at der bygges boliger for 25,4 mia. kr. i 2016, en fremgang på 19 % sammenlignet med 2015.
"Vi har set en markant fremgang for boligbyggeriet de seneste år i hele landet. Faktisk er der tale om mere end en fordobling, når man ser på den totale sum for igangsatte byggeprojekter. Fra 2011-2013 blev der igangsat boligbyggerier for mellem 11,5 mia. og 13 mia. kr. om året i Danmark. I 2015 blev der igangsat boligprojekter for 21,2 mia. kr., og ifølge den nye prognose fortsætter fremgangen altså for boligerne i 2016. Projekterne er især centreret omkring de større byger og i særdeleshed i København. Boligpriserne har været opadgående de seneste år, hvilket gør boliger til en attraktiv investering for developere, investorer, fonde og pensionskasser", fortæller adm. direktør Jens Slott Johansen, Byggefakta A/S.
Blandt de andre grupper af byggeprojekter, der også udvikler sig positivt sammenlignet med 2015 kan nævnes "Sport, fritid, kontor & hotel", "Skoler, uddannelse & forskning" samt "Offentlige bygninger".
En betydelig mængde solcelleprojekter er udskudt
Hovedgruppen "Energi & renovation" udvikler sig også fortsat positivt sammenlignet med 2015, på trods af tilbagegang på knap 900 mio. kr. sammenlignet med sidste prognose. Tilbagegangen for hovedgruppen "Energi- & renovation", skyldes at en betydelig mængde solcelleprojekter er blevet udskudt på ubestemt tid, som konsekvens af at Folketinget den 3. maj vedtog lovændringen, der lukkede ned for 60/40-støtteordning til solceller. Årsagen til at tilbagegangen for hovedgruppen ikke er blevet større, er at gruppens store projekter har udviklet sig positivt i forhold til tidsplaner mv. i andet kvartal.
Erhvervsbyggerierne er på historisk lavt niveau
Der hvor vi ser tilbagegang i 2016, er for hovedgrupperne "Sundheds- & socialvæsnet" samt "Butik, kontor, og lager". Hovedgruppen "Sundheds- og socialvæsnet" går tilbage med hele 45 % eller hele 5,2 mia. kr. mens tilbagegangen er noget mindre for erhvervsbyggerierne, der går tilbage med 1 2% svarende til 1,2 mia. kr.
"Der blev igangsat rigtig mange store hospitalsprojekter i 2015, derfor var det forventeligt, at vi ville se en tilbagegang for denne hovedgruppe i 2016. Anderledes ser det ud med erhvervsbyggerierne, der med projekter for knap 9 mia. kr. nu ligger på det laveste niveau i 6 år", afslutter Jens Slott Johansen.
Byggekranerne har travlt i hovedstaden
Prognosen viser især fremgang for byggeriet i Region Hovedstaden, og derudover forventes der også fremgang i både Region Sjælland og Syddanmark i 2016. Midtjyderne kan derimod forvente en markant tilbagegang i 2016. Efter et boom i byggeriet i 2015, ser det nu ud til, at regionen vil opleve et mere normalt niveau i 2016. Derudover viser prognosen også en tilbagegang for byggeriet i Region Nordjylland.
Rapporten "Trends for byggebranchen Q2 2016" kan downloades via www.byggefakta.dk/trends-for-byggebranchen
Rapporten kan frit citeres med behørig kildeangivelse.
(Faktaboks)
Om rapporten
Rapporten "Trends for byggebranchen" er en gratis rapport, som udgives hvert kvartal af Byggefakta A/S, som er Danmarks førende leverandør af information om offentlige og private byggeprojekter. Rapporten dækker det professionelle marked for byggeri i Danmark, og indeholder en opgørelse over igangsatte projekter samt prognoser for resten af året. Rapportens data omfatter både offentlige og professionelle private byggeprojekter. Tallene dækker ikke Hr. og Fru Jensens byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport. Ved indsamlingen af informationer til "Trends for byggebranchen" har researchafdelingen hos Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført ca. 100.000 research-interviews fordelt på 13.000 byggeprojekter for at tilvejebringe og verificere rapportens data.
Læs mere her
tags: hospital, Danmark, 2011, København, direktør, interview, uddannelse, Sjælland, downloade, 2013, Folketinget, Nordjylland, Boligpriser, 2016, hovedstad, Region Hovedstaden, investor, Fakta,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar