mandag den 9. september 2013

Dansk Byggeri lancerer internetportal

2. januar 2003 tages det første spadestik i en ambitiøs internetsatsning, som Dansk Byggeri – sammenlægningen af Byggeriets Arbejdsgivere og Danske Entreprenører – står bag.

Dansk Byggeri er således ved at opføre en internetportal for byggeri i Danmark, bestående af en hovedportal og en lang række underportaler, sådan som man også kender det fra f.eks. Jubii. Den nye portal har adressen www.danskbyggeri.dk.

"Byggeriportalen er en integreret del af Dansk Byggeris overordnede kommunikationsstrategi, hvor vi satser på at benytte elektronisk kommunikation til de tre vigtigste målgrupper, som er medlemmer, meningsdannere og medier," siger kommunikationschef Anders Hundahl, Dansk Byggeri.

Internetbureauet Convergens, samt IT– og kommunikationsafdelingerne i Dansk Byggeri har sammen udviklet den nye portal.

"Portalen er udviklet i Lotus Notes, som både gør det overskueligt at administrere portalen og nemt at levere indhold for bidragsyderne," siger Martin Riget Nielsen, ansvarlig for elektronisk kommunikation i Dansk Byggeri.

Martin Riget Nielsen understreger, at 2. januar kun er den første spæde start, hvor hovedportalen præsenteres. Underportalerne og deres indhold skal skabes decentralt i Dansk Byggeri. F.eks. skal arbejdsmiljøafdelingen i Dansk Byggeri levere indhold til underportalen om arbejdsmiljø. Indholdet på disse underportaler er ikke færdigt ved lanceringen, men vil løbende blive udviklet.

Dansk Byggeri har en ambition om, at portalen for alvor er oppe at køre om 6 måneder. Til den tid skal portalen levere målrettet og aktuel information – og derved give overblik til alle parter inden for byggeriets verden på en lang række områder med relevans for branchen.

"Hvis en bygge– eller projektleder, arkitekt eller leverandør er i tvivl om lovgivning eller bygningsreglement eller vil finde frem til leverandører af særlige betonelementer, skal svaret kunne findes på Dansk Byggeris nye portal. Og med trådløst internet vil også folkene på byggepladserne have portalen lige ved hånden," siger Martin Riget Nielsen.

Om Dansk Byggeri:
Dansk Byggeri er en erhvervs– og arbejdsgiverorganisation for 5.800 virksomheder inden for byggeri, anlæg og industri. Dansk Byggeris hovedopgaver er at få politisk indflydelse, deltage i den offentlige debat samt yde service og sikre overenskomster, så medlemmerne kan udvikle deres virksomheder bedst muligt til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen. Hver fjerde privatansatte beskæftiger sig med produktion af byggematerialer, byggeri, rådgivning, drift og vedligeholdelse af bygninger og anlæg. Byggeriet står for 10 pct. af Danmarks samlede eksport.
 

Læs mere her

tags: Danmark, internet, 2003, politi, Jubii, portal, lovgivning, overenskomster, virksomhed, arbejdsmiljø, kommunikation, strategi, organisation, arbejdsgiver, projektleder, beskæftigelse, konkurrence, Lotus, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar