Under overværelse af 200 medarbejdere og inviterede gæster blev Monica Ritterbands 56 m² store kunstværk "Vejrlig" afsløret på Volstrup Teglværk lørdag den 26. august.
Samarbejdet med kunstneren Monica Ritterband blev indledt i efteråret 2003 og har siden udviklet sig til flere spændende projekter. Sammen med håndstrygerne på Volstrup Teglværk, der til daglig fremstiller håndstrøgne tegltagsten til danske slotte og herregårde, har Monica Ritterband til Lafarge Roofing skabt et helt dråbeunivers, der i dag omfatter relieffer og fade samt specielle dråberygningsten og krus med dråbemotiv.
Udgangspunktet for dråbeuniverset er de teknikker som håndstrygerne i årtusinder har brugt til fremstilling af håndstrøgne Dantegl tagsten. "Ler er jo et naturprodukt, som kunstnere i århundreder har brugt til at udtrykke sig med, og chancen for at skabe et kunstværk, der tager udgangspunkt i håndstrygernes traditionsrige håndværk, var noget, der pirrede min nysgerrighed", siger Monica Ritterband.
Oplægget til Monica Ritterband lød også på at fremstille et kunstværk til Volstrup Teglværk og det blev noget af en opgave for ikke mindst håndstrygerne, Leif Christensen og John Madsen. Kunstværket måler 7 x 8 meter og den største af de i alt 30 dråber er halvanden meter i højden og 3 centimeter tyk. Det er ikke muligt at brænde så store emner, så flere af dråberne måtte deles i mindre stykker. De forholdsvis tykke dråber blev langsomt tørret, siden brændt, glaseret med en mørkeblå glasur og endelig brændt en sidste gang.
Om baggrunden for at bruge dråber som motiv, udtaler Monica Ritterband: "Jeg elsker regn, der for mig står for livsglæde. Regndråberne er selve grundlaget for liv og frugtbarhed uden vand, intet liv. Dråberne passer også godt til tegl, for tagets funktion er jo netop at beskytte mod vind og vejr, så der er virkelig tale om nærkontakt mellem tagsten og himlens dråber".
Det imponerende kunstværk "Vejrlig", der på bedste vis forener moderne dansk kunst med et gammelt, traditionsrigt håndværk, blev præsenteret ved et festligt arrangement lørdag den 26. august 2006. "Det har på alle måder været meget givende at arbejde samme med kunstneren Monica Ritterband, ikke blot for de personer, som har været tæt på processen, men for hele virksomheden og her ikke mindst for medarbejderne på Volstrup Teglværk", sagde Kirsten Lundø, marketingkoordinator hos Lafarge Roofing ved afsløringen på Volstrup Teglværk i Nordjylland.
Ønsker du flere informationer, så kontakt venligst Lafarge Roofing på telefon 96 31 61 00.
Billedtekst: Monica Ritterband og de to håndstrygere, Leif Christensen og John Madsen, der i fællesskab har skabt det 56 m² store kunstværk "Vejrlig", som blev afsløret på Volstrup Teglværk i Nordjylland lørdag den 26. august.
Læs mere her
tags: 2003, kunst, Nordjylland, universet, virksomhed, 2006, frugt,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar