tirsdag den 8. december 2015

Hovedstadsområdets spildevandsrensning udleder markant mindre CO2


Nye tal fra BIOFOS viser, at den samlede udledningen af drivhusgasser er faldet med hele 64 %. Det skyldes især lavere forbrug af el og kemikalier samt produktion af biogas til København og Frederiksberg Kommunes bygasnet.Nye tal fra BIOFOS viser, at den samlede udledningen af drivhusgasser er faldet med hele 64 %. Det skyldes især lavere forbrug af el og kemikalier samt produktion af biogas til København og Frederiksberg Kommunes bygasnet.

Hvert år renser BIOFOS cirka 120 millioner m3 spildevand, før det ledes ud i Øresund og Køge Bugt. Processen foregår i mange trin, og håndteringen af de store mængder af vand og slam kræver energi og brug af kemikalier.

Gennem en målrettet indsats har BIOFOS nu nedbragt sin samlede CO2-udledning med hele 64 % – især ved at optimere energiforbruget, øge salg af biogas og fjernvame samt ved at begrænse anvendelsen af kemikalier.

Resultatet er, at BIOFOS i 2014 havde en samlet udledning af CO2 (og lignende drivhusgasser) på 21.060 tons, hvilket er 64 % lavere end i referenceårene 2005/2007.* Da selskabets klimaindsats fortsætter med uformindsket styrke, forventes opgørelsen af 2015-udledningen at følge samme positive mønster. Den forventes klar medio 2016.

– Vi energioptimerer løbende i alle procesled, hvor det giver mening. Vi har gjort forbrændingen af slam betydelig mere energieffektiv, og elforbruget på Renseanlæg Lynetten og Avedøre er faldet med hhv. 33 og 25 %. Det er også lykkedes os at sænke vores forbrug af de fældningskemikalier, vi bruger til at fjerne fosfor i spildevandet. Alle ændringerne sker uden at gå på kompromis med vandkvaliteten, siger John Buur Christiansen, direktør i BIOFOS.

Biogas trækker i den rigtige retning
En anden væsentlig faktor er, at BIOFOS i 2014 for alvor satte gang i sin produktion af biogas til bygasnettene i København og Frederiksberg Kommune. Da produktion af biogas fra spildevandsslam
er en CO2-fri energikilde, kan den modregnes BIOFOS' forbrug af fossile brændsler.

BIOFOS vil være CO2-neutral i 2025
Den fokuserede indsats skal udmunde i, at selskabet – og hovedstadsområdets samlede spildevandsrensning – bliver 100 % CO2-neutral i 2025. Det skal ske ved at integrere al planlægning, optimering og drift i ét sammenhængende system, der både omfatter vandrensning og regnvandshåndtering.

Om BIOFOS
BIOFOS er Danmarks største spildevandsvirksomhed. Vi renser spildevandet fra 1,2 millioner indbyggere i hovedstadsområdet på vores tre renseanlæg Lynetten, Avedøre og Damhusåen.
Ressourcerne i spildevandet udnytter vi til klimavenlig energi i form af el, biogas og fjernvarme til forsyningsnettet. BIOFOS har endvidere en aktiv besøgstjeneste med flere end 10.000 gæster om året. Se biofos.dk.

*) Referenceårene fastsættes ud fra de politiske mål for værkerne. For Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen er det 2005. For Renseanlægget Avedøre er det 2007.

Læs mere her

tags: Danmark, København, direktør, politi, CO2-udledning, fjernvarme, Køge, Frederiksberg, Øresund, renseanlæg, energiforbrug, virksomhed, 2007, 2016, drivhusgas, hovedstad, kemi, energi, energikilde, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar