torsdag den 31. december 2015
Rens tagrenden og tjek kloakken, inden sneen falder igen
Det milde vejr er en god anledning for boligejerne og virksomheder til at forebygge vandskader. Du kan selv tjekke det meste, fortæller aut. kloakmester Niels Hansen fra Klingenberg Anlæg og Kloak, der ofte må rykke ud, når først skaden er sket.Trods de gamle sagn og romantiske forestillinger om højtiden, er det de færreste, der oplever en hvid jul. Sådan har det også været i år, hvor det trods det store snefald i starten af december igen har været mere grønt end hvidt, når man kiggede ud af vinduerne i juledagene.
Men uanset om man tror på, at de varme og grønne vintre skyldes menneskeskabte klimaforandringer eller der er andre årsager, så er det et faktum, at der kommer større og større nedbørsmængder i Danmark. Og vandet skal ledes effektivt væk for ikke at skabe oversvømmelser i kældre eller andre skader på bygninger.
- I mange tilfælde skyldes oversvømmelserne misligholdte kloakker, der ikke kan håndtere den store mængde vand, fortæller aut. kloakmester Niels Hansen fra Klingenberg Anlæg og Kloak i Karlslunde.
Mange årsager til oversvømmelser
Året rundt rykker virksomheden ud til private boligejere, virksomheder, boligselskaber og offentlige institutioner for at rense kloakker, tagrender og tagnedløbsbrønde, der er fyldt med blade og affald. Mange kældre bliver nemlig oversvømmet, når vandet bliver ledt tilbage i rørene og op gennem afløbet, fordi kloakken ud på vejen ikke kan nå at lede regn- eller smeltevandet hurtigt nok væk. Det kan skyldes defekte og sammenfaldne rør, fyldte tagnedløbsbrønde eller andre årsager.
- Det er heller ikke altid, at renholdte tagrender og brønde er nok. Nogle gange er det en god idé at installere et højvandslukke, der forhindrer det sorte og beskidte vand i at stige op i kælderen gennem kloakristen. Andre gange er det nødvendigt at etablere et omfangsdræn, der kan aflede vandet inden det kommer for tæt på bygningen, fortæller Niels Hansen.
Man kan tjekke meget selv
Selvom det kræver professionel rådgivning at finde den rigtige løsning til den enkelte ejendom, så understreger Niels Hansen, at mange oversvømmelser og skader kan reduceres eller helt undgås, hvis man løbende forebygger selv.
- Det er vigtigt, at tagrender er fri for blade og grene, og at brønde og riste ikke er fyldt med blade, sand og jord, der forhindrer vandet i at blive ledt helt væk fra ejendommen, siger Niels Hansen, som understreger, at det er vigtigt, at man bruger de rigtige redskaber, når man skal rense eksempelvis en tagnedløbsbrønde, og at man ved, hvad man skal gøre, så man ikke risikerer at gøre skade på installationerne.
Søg professionel hjælp hvis du er i tvivl
- Hvis man er i tvivl, bør man kontakte den autoriserede kloakmester, der har det rigtige udstyr til opgaven og ved, hvad man konkret kan gøre på sin ejendom for at reducere risikoen for ubehagelige overraskelser, når monsterregn sætter ind eller smeltevandet fra sneen skal ledes væk fra ejendommen, lyder opfordringen fra Niels Hansen.
Klingenberg Anlæg & Kloak ApS er medlem af Dansk Byggeri og arbejde udført for private er derfor omfattet af Dansk Byggeris garantiordning.
Tips fra kloakmesteren:
Det er vigtigt, at tagrenderne renses for blade. Gerne om efteråret efter løvfald men tjek løbende. Der kan ske store skader på bygningens tagkonstruktion, hvis ikke vandet kan ledes væk.
Tjek brønde og tagnedløbsbrønde for sand, jord og blade mindst en gang årligt. Tagnedløbsbrønde er en slam- og sandfangsbrønd, der opsamler regnvand og er tilsluttet afløbssystemet eller en faskine.
Dæksler / riste og karme skal holdes fri og renholdes, stryges eventuelt med kold asfalt én gang årligt.
Dækslet monteres omhyggeligt på brøndene, så de ikke bliver fyldt med jord, sand eller lignende.
Bliver tagnedløbsbrønden også benyttet som overfladebrønd med rist, skal man være opmærksom på, at brøndens slam- og sandfang hurtigere fyldes, og skal dermed renses oftere.
Oprensning af tagnedløbsbrønde kan udføres med en såkaldt "kloakrenser" eller slamsuger.
Kontakt din lokale kloakmester, hvis du er i tvivl. De har det rigtige udstyr, som ikke skader ved oprensning og eventuel spuling.
Kilde: Kloakmestrenes Kvalitetskontrol og Klingenberg Anlæg & Kloak, Karlslunde
Læs mere her
tags: Danmark, boligejere, december, boligejer, roman, virksomhed, klimaforandringer,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar