Der er en lille fremgang i forventningerne til den nære fremtid. Det viser den såkaldte konjunkturindikator for bygge- og anlægsbranchen
Dansk Byggeri vurderer, at der på baggrund af Danmarks Statistik konjunkturindikatoren for bygge- og anlægsbranchen, der netop er offentliggjort, er basis for en smule optimisme. Tallene viser opadgående tendenser for såvel beskæftigelse som ordrebeholdning.
Den sammensatte konjunkturindikator er således steget med 6 men er fortsat negativ, idet den er landet på -14. Den gode historie er, at indikatoren har været forholdsvis konstant i et års tid, men at der nu kan der konstateres en lille fremgang.
Den sammensatte konjunkturindikator består af to indikatorer, nemlig en indikator for beskæftigelsen i branchen og en indikator for ordrebeholdningen.
- Det, der i de nye tal driver fremgangen, er forbedrede udsigter for beskæftigelsen. Samlet set er pessimisterne dog i overtal. I marts måned var der virksomheder med én procent af beskæftigelsen, som ventede færre beskæftigede, mens det i februar måned var virksomheder med otte procent af beskæftigelsen, der ventede en tilbagegang altså lidt færre pessimister, forklarer chefkonsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.
Billedet er lidt mere negativt, når man ser på ordrebeholdningen. Her har der i den seneste måned været en fremgang på 2 procentpoint, men der er altså stadig virksomheder med 23 procent af beskæftigelsen, der har færre ordrer end normalt.
- Det er dog interessant at se, at udviklingen i indikatoren for ordrebeholdningen har været i fremgang de seneste to år. Problemet er blot, at udgangspunktet tilbage i starten af 2010 var så ekstremt lavt, at vi stadig befinder os på et ganske negativt niveau.
Det, der driver den stille optimisme, er blandt andet regeringens kickstart. Den vil da også i 2012 give ekstra omsætning i bygge- og anlægsbranchen, og dermed også højere beskæftigelse. Samtidig er der et stort antal almene boliger, som er ved at blive bygget, hvilket også bidrager til de lidt lysere udsigter. Endelig er der BoligJobordningen, hvor vi er kommet ind i et nyt skatteår, og dermed kan folk på ny anvende deres skattefradrag.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar