Efter den ordinære generalforsamling i marts har bestyrelsen nu konstitueret sig og bemandet sit sekretariat i Dansk Byggeri
En række virksomheder i Dansk Byggeri, som sælger og installerer produkter inden for vedvarende energi, fandt sidste efterår sammen og dannede interessegruppen VE-Byg.
Ny bestyrelse
Nu har gruppen holdt sin første ordinære generalforsamling og valgt bestyrelse. Niels Moestrup fra MOESTRUP Tømrer/Snedker, der blev valgt som gruppens formand på den stiftende generalforsamling i oktober, fortsætter som formand for de kommende to år.
Han får følgeskab af Allan Børsting Laursen fra Lasse Larsen Byggefirma as og Henning Pallesen fra Dansk Varmepumpe Industri, der begge ligeledes blev valgt for to år.
Herudover består bestyrelsen af Signe Antvorskov Krag fra Gaia Solar, der blev valgt som næstformand, samt Niels Heidtmann fra Komproment og Morten Victor Petersen fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller. Alle tre blev valgt for en et-års periode.
Sekretariatet på plads
Torben Kaas fra Dansk Byggeri er blevet knyttet til VE-Byg som konsulent, og René Lund Petersen har afløst Søren Meyer som konsulent for Træsektionen i Dansk Byggeri.
På et møde i februar blev det besluttet at etablere et videngrundlag, der kan understøtte intentionerne med VE-Byg, hvilket dels er at sikre, at medlemsvirksomhederne bliver hørt i debatten om løsninger på området, dels at boligejere samt private og offentlige virksomheder får information om de mange positive muligheder, der er ved at anvende klimavenlige energiløsninger i byggeriet.
René Lund og Torben Kaas skal som sekretariat blandt andet tage hånd om, at der etableres en hjemmeside, hvoraf dette videngrundlag fremgår tillige med information om deklarering og certificering af relevante produkter samt VE-Bygs formål og medlemsvirksomheder.
- Med bestyrelse og sekretariat på plads er VE-Byg nu klar til at manifestere sig som en etableret organisation, siger Niels Moestrup, der på generalforsamlingen fik et klart mandat til sammen med bestyrelsen at sætte vedvarende energiløsninger på den offentlige dagsorden.
VE-Byg organiserer en bred række aktører, der arbejder med klima-, miljø- og energivenlige løsninger inden for byggeriet. Det drejer sig om materialeproducenter, importører, forhandlere håndværkere, rådgivere og forbrugerinteresser.
- De senere år har der været fokuseret meget på centrale løsninger inden for eksempelvis opvarmning og køling. Vores fokus er på de decentrale løsninger såsom tekniske anlæg og bygningskomponenter, der optimerer energiprofilen af bygningen. Det vil sige alt lige fra varmepumper, solceller, solpaneler over i isolering, vinduer, klimaskærmsløsninger og andre tiltag, siger Niels Moestrup.
VE-Byg vil derfor også engagere sig politisk for at påvirke rammebetingelserne for branchen, hvor klimarigtige løsninger og vedvarende energi er kommet højt på dagsordenen de seneste år.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar