Byggemagasinet BYGGERI har netop uddelt hædersprisen Årets Byggeri 2011 til tre af de mest markante og fremadskuende nye danske byggerier.
I kategorien Bolig vandt det almene boligbyggeri Pilevangen i Solbjerg lidt uden for Århus, og i den åbne kategori faldt valget på daginstitutionen Solhuset i Hørsholm. Begge er såkaldte energiplus byggerier, som kan producere mere energi, end de selv forbruger.
De to byggerier er fremtiden for Danmark og viser, hvordan vi ved aktivt at inddrage bygningsmassen kan sænke energiforbrug og CO2-udslip til gavn for samfundsøkonomi og miljø. Byggerierne er opført med teknologier, der kan gøre os uafhængige af fossile brændstoffer og give Danmark nye vindmølleeventyr på eksportmarkederne.
I kategorien Erhvervsbyggeri løb det helt unikke og spektakulære Bella Sky Comwell hotel meget overbevisende med sejren foran en række andre nominerede byggerier. Placeret som et konferencehotel ved Bella Center er det blevet et ægte vartegn for Ørestad og hele Amager.
Det sagde dommerne
Dommerkomiteen bag Årets Byggeri 2011 består af en række af de mest fremtrædende profiler fra den danske byggebranche. Ved udvælgelsen af vinder-byggerierne satte de følgende ord på:
Bella Sky Comwell, hotel i Ørestad, vinder kategori Erhverv:
- Et smukt eksempel på den gode danske tradition med at lade sig inspirere af udenlandske trends og så tilføre det danske præg. Bella Sky har dermed fået et så unikt og markant udtryk, at byggeriet formår at fremstå som et vartegn for hele Ørestad. Samtidig overrasker det teknisk udfordrende byggeri positivt med åbne og indbydende planløsninger, der er helt i tråd med bygningens hotelfunktion.
Pilevangen, almen bebyggelse i Solbjerg, vinder i kategori Bolig:
- Et byggeri, der virkelig viser vejen for fremtidens boligbyggeri i det fossilfrie samfund. Arkitektur og materialevalg er af høj kvalitet og langtidsholdbart, og derudover lever byggeriet ikke bare op til de skrappeste fremtidige energikrav det dækker også selv sit eget energiforbrug og producerer den nødvendige energi til husholdningen. Alt sammen indenfor det almene rammebeløb. Flot.
Solhuset, daginstitution i Hørsholm, vinder i kategori Åben:
- Et eksempel til efterfølgelse for landets mange kommunale bygherrer. En daginstitution, hvor arkitektur og godt energidesign giver en overproduktion af energi fra vedvarende energikilder, mens indeklimaet tilgodeses med masser af dagslys og frisk luft. Dermed bidrager byggeriet på smukkeste vis både til børnenes trivsel, leg og læring såvel som til miljøet. Tilmed kan det VELUX-finansierede projekt være med til at skabe værdifuld dansk knowhow indenfor fremtidens daginstitutioner og lignende bygninger.
Dommere i Årets Byggeri 2011
Dommer-komiteen bag Årets Byggeri 2011 er bredt sammensat med repræsentanter fra byggebranchen.
Arkitekt maa Scott Hollingsworth, hpc danmark
Branchedirektør Elly Kjems Hove, DI Byggematerialer
Adm. direktør Palle Thomsen, Trælasthandlerunionen-TUN
Adm. direktør Henrik Garver, FRI
Direktør Christian Lerche, Danske Arkitekter
Adm. direktør Peter Hesdorf, Byggeriets Evaluerings Center
Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri
Læs mere om de enkelte vinderprojekter og dommernes kronik i magasinet BYGGERI på www.byggeri.dk under menuen Årets Byggeri 2011.
Vedhæftet denne mail er billeder af de enkelte byggerier, som kan benyttes i forbindelse med omtale af vinderne. Med kildehenvisning til magasinet BYGGERI og fotograf som angivet på de enkelte fotos.
Foto:
Foto 1: vinder kategori Bolig, Pilevangen. Foto: Thomas Mølvig, arkitekt maa
Foto 3: vinder kategori Åben, Solhuset. Foto: Adam Mørk/VKR Holding
Foto 5: vinder kategori Erhverv, Bella Sky Comwell hotel. Foto: Adam Mørk/3XN
Læs mere her
tags: Danmark, 2011, direktør, Århus, økonomi, CO2-udslip, Amager, energiforbrug, Bella Center, teknologi, energi, energikilde, brændstof, samfundsøkonomi, miljø, VKR Holding, Hørsholm,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar