onsdag den 30. maj 2012

Ny vejbelægningsteknik kan give kommunerne betydelige millionbesparelser

Udstrakt brug af ny metode til belægning af vejsider kan over en årrække spare kommunerne for et trecifret millionbeløb.

--

Ifølge tal fra Vejdirektoratet er trafikken med motoriserede køretøjer de seneste 20 år steget med 30 %. De 69.907 km kommuneveje udgør ca. 95 % af det offentlige vejnet, og udgifterne til drift og vedligeholdelse af dem beløb sig i 2010 til knap 3,5 mia. kr. Nu har danske Inreco lanceret en ny metode til udvidelse og vedligeholdelse af vejsider baseret på en kombination af asfalt og genbrugt stabilgrus som et langtidsholdsbart alternativ til den traditionelle grusbelægning i vejsiderne.

Salgs- og kvalitetschef Marianne Würtz spår teknikken stor udbredelse i de kommende år. På 30 % af kommunernes vejstrækninger har de smalle kørebaner svært ved at bære den øgede trafikbelastning. Normalt søger man at stabilisere vejkonstruktionen ved at fylde rabatten op med kantgrus flere gange om året, hvilket hver gang koster op mod 7.000 kr. pr. kilometer og dermed årligt beløber sig til flere hundrede millioner på landsplan. Nu har kommunerne imidlertid fået et mere permanent alternativ med en typisk tilbagebetalingstid på blot 3-4 år. Ved udstrakt brug af metoden vil der kunne opnås besparelser på et stort trecifret millionbeløb over en årrække, vurderer hun.

Kombination af asfalt og genbrugsgrus

Konceptet er baseret på belægning af vejsiderne med asfalt ovenpå den eksisterende grusbelægning. Både opfræsning af eksisterende vejbelægning og den efterfølgende asfaltudlægning sker fra selve kørebanen. Vores specialbyggede sideudlægger kan belægge mellem 1.000 og 3.000 meter vejkant om dagen i en bredde på enten 60 eller 100 cm. Er vejstykket allerede belagt med grus, fræser vi i 10-12 centimeters dybde samt ca. 10 cm ind i den eksisterende belægning for at sikre stabil tilslutning mellem bestående og nyudlagt asfalt, forklarer asfaltformand Steffan Gregersen fra Inreco.

De opfræsede materialer ledes direkte til en forankørende lastvogn og kan efterfølgende genanvendes, ligesom asfalten også føres direkte fra vognlad til sideudlægger under kørsel. Det er altså ikke nødvendigt at omlæsse undervejs, og asfalten udlægges med bånd i én arbejdsgang straks efter fræsning.

Metoden giver ifølge Marianne Würtz også miljømæssige fordele. Ved genbrug af eksisterende belægningsmateriale reduceres mængden af miljøfarligt affald, der skal køres til opbevaring i særlige depoter. Belægningen skal først efter 1-2 år afdækkes med nyt slid- eller forstærkningslag. Desuden bidrager den effektiviserede arbejdsgang med færre maskiner i kortere tid både til reduceret CO2-udledning, bedre flow i trafikken og øget sikkerhed.

Gunstig totaløkonomi

Esbjerg Kommune har i første omgang valgt at kantforstærke tre veje med den ny metode. Vi har en del smalle veje, hvor specielt store biler kører meget i rabatten. Dem har vi været vant til at forstærke med grus i siderne, og her er den ny metode hurtigere og enklere. Ved at benytte to forholdsvis ens vejlag undgår man revner i hårdt vintervejr, og vi forventer en gunstig totaløkonomi med metoden, som givetvis med fordel kan benyttes på en stor del af vores smalle veje, forklarer driftsingeniør Henrik Callesen fra Vej & Park under kommunens teknik- og miljøforvaltning.

Naboerne i Vejen Kommune har netop gjort noget tilsvarende på en forholdsvis trafikeret vejstrækning mellem Vejen og Brørup. 400 meter af vejen var simpelthen ved at gå til i den ene side. I den forbindelse har det været kærkomment med en mere permanent og gennemgribende kantforstærkning, der kan redde vejen i stedet for blot at lappe den, fortæller landmålingstekniker Søren Thygesen.

Hos Aarhus Kommune har man benyttet den ny metode til mindre sideudvidelser af foreløbig tre veje på særlig udsatte strækninger. Rabatterne er trykkede og opkørte på en del smalle strækninger, der benyttes som smutveje i myldretidstrafikken. Her er den ny metode billigere og hurtigere end en regulær udvidelse med vejkasse af bundsikringslag, stabilgruslag, asfaltbærelag og evt. slidlag. Såfremt holdbarheden viser sig at være i orden, vil vi bestemt overveje at benytte samme metode på flere strækninger i løbet af det næste par år, siger ingeniør Helle Holm Vinter fra afdelingen Trafik og Veje.

--

Inreco med hovedkontor i Fredericia og datterselskaber i en række europæiske lande udbyder specialløsninger inden for belægning og vedligeholdelse af veje. Koncernens koncepter baserer sig primært på genbrug af eksisterende materialer, der fræses op og indgår i den nye vejbelægning i én arbejdsgang til glæde for både miljøet, totaløkonomien og effektiviteten. www.inreco.dk.

--

Billedmateriale

Foto 1: Asfalten udlægges med bånd i én arbejdsgang straks efter fræsning. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/IRC/IRC-SUV1.JPG

Foto 2: Den affræsede asfalt læsses direkte på lastbil og køres herefter væk for senere genanvendelse. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/IRC/IRC-SUV2.JPG

Foto 3: Konceptet er baseret på belægning af vejsiderne med asfalt ovenpå den eksisterende grusbelægning. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/IRC/IRC-SUV3.JPG

Foto 4: Der fræses i 10-12 centimeters dybde samt ca. 10 cm ind i den eksisterende belægning for sikre stabil tilslutning mellem bestående og nyudlagt asfalt. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/IRC/IRC-SUV4.JPG

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Læs mere her

tags: euro, 2010, Esbjerg, lastbil, CO2-udledning, økonomi, trafikken, vintervejr, datterselskab, Fredericia, rektor, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar