Realdania Byg puster nyt liv i ideen om at opføre et reelt nulenergi boligbyggeri, der også skal producere energi til at dække beboernes løbende elforbrug. Selskabet er nu på udkig efter en passende placering i en dansk provinsby
BOLIG+ byggeriet skal vise, hvordan man indenfor en normal anlægsøkonomi kan skabe et reelt nulenergi-byggeri, som ikke kun går i nul på varme, men også producerer el til beboernes forbrug af for eksempel lys, mobilopladere og støvsuger.
Der er stor opmærksomhed på energiforbrug til varme i nybyggeri. Derimod bliver det løbende elektricitetsforbrug, som beboerne brænder af i alle deres apparater, ofte overset. Med det nye BOLIG+ ønsker vi at vise de potentielle økonomiske og miljømæssige gevinster ved at se holistisk på energiforbruget i byggeriet, når beboerne er flyttet ind, og hverdagen med alle sine elektriske hjælpemidler har meldt sig , udtaler administrerende direktør i Realdania Byg Peter Cederfeld.
Det kommende projekt vil omfatte omtrent 1200 etagemeter fordelt på 8-12 lejligheder og afløser et tidligere planlagt projekt i Aalborg. Realdania Byg er i øjeblikket i gang med at finde en passende placering til projektet i en dansk provinsby.
Ambitionen er at skabe Danmarks første aktivt energiproducerende, energineutrale etageboligbyggeri med fokus på sunde boliger, perfekt indeklima og livskvalitet inden for en almindelig anlægsøkonomi.
Projektet vil blive fulgt af BOLIG+ styregruppen, der er et samarbejde mellem Center for Energibesparelser, Teknologisk Institut, Statens Byggeforskningsinstitut, Akademisk Arkitektforening, IDA-BYG, Ingeniørforeningen i Danmark og Det Økologiske Råd.
Læs mere her
tags: Danmark, direktør, økonomi, OL, Aalborg, energiforbrug, energi, livskvalitet, Teknologisk Institut, miljø, Energibesparelse, provins,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar