DR's forbrugermagasin Kontant afslører, at mange håndværkere tilsyneladende vildleder kunder om den lovpligtige byggeskadeforsikring. Det er et problem, mener Forsikring & Pension. Men løsningen er ikke at ændre loven, sådan som Dansk Byggeri foreslår. I stedet skal forbrugerne informeres klart og tydeligt om konsekvenserne af manglende byggeskadeforsikring.
Kontant sætter tirsdag aften spot på byggeskadeforsikringer, hvor entreprenørerne/håndværkerne sættes under den kritiske lup.
Kontant har ringet til 20 håndværkere rundt i Danmark. Rundringningen viser, at halvdelen af håndværkerne vildleder potentielle kunder om den lovpligtige byggeskadeforsikring. Tre af de adspurgte prøver endda at omgå loven ved at sætte køber på som bygherre. Forsikringen skal nemlig ikke tegnes, hvis man som kunde "bygger selv" og på papiret hyrer alle håndværkerne.
Forsikring & Pension mener, at det er et problem, at entreprenører og håndværkere opfordrer forbrugere til at omgå loven og undgå den lovpligtige byggeskadeforsikring.
Det bør være et fælles ansvar at sikre en løsning, der tjener forbrugerne. Løsningen er efter vores vurdering bedre og mere tydelig information til forbrugerne, når de ansøger kommunen om byggetilladelse. Her bør det klart og tydeligt fremgå, hvilke konsekvenser det har, hvis man vælger selv at stå for entreprisen og evt. fravælger byggeskadeforsikring.
I dag skriver forbrugerne under på, at de undlader den lovpligtige forsikring, fordi de selv har ansvaret for byggeriet. Det sker i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse hos kommunen. Konsekvenserne bør i forbindelse med denne ansøgning markeres tydeligere.
Forsikring & Pension er imod at ændre loven, så alle nybyggerier uanset hvem der er bygherre omfattes af den lovpligtige forsikring.
Det har Dansk Byggeri foreslået.
Men en sådan ændring vil skabe stort bøvl for forbrugerne med dyrere forsikringer til følge. Den foreslåede udvidelse af loven vil nemlig betyde, at selskaberne skal risikovurdere alle underentreprenører, som den private forbruger vil gøre brug af. Det vil ofte være praktisk umuligt. For det er ikke sikkert, at forbrugerne overhovedet kender alle underentreprenørerne, når forsikringsselskabet skal afgive sit tilbud.
Det kan også vise sig bøvlet og bureaukratisk ikke mindst sammenholdt med entreprisens størrelse: Hver risiko skal nemlig måles ud i forhold til arbejdets størrelse. Det skal fx fastsættes, hvor stor en risiko kloakmesterens del af arbejdet udgør af det samlede byggeri.
Derfor vil Forsikring & Pension arbejde for, at forbrugerne får klar information om konsekvenserne af at undlade byggeskadeforsikringer.
Læs mere her
tags: Danmark, forsikringsselskab, byggetilladelse,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar