mandag den 27. august 2012

Nykredits Krystallen vinder europæisk designpris

Det er netop blevet afsløret, at det nye vartegn på Københavns havnefront, Krystallen, vinder en af Europas store designpriser. The European Steel Design Award 2011 går således til holdet bag Nykredits spektakulære domicil, der tæller arkitekter fra schmidt hammer lassen, rådgivere fra Grontmij, entreprenører fra Promecon og bygherren Nykredit.

Krystallen i København er kommet i fint internationalt selskab. Nykredits nye domicil på Kalvebod Brygge, der blev indviet for blot få måneder siden, har allerede vagt opsigt i udlandet. Således blev Krystallen udvalgt, da European Convention for Constructional Steelwork skulle finde vinderne af årets pris for bedste europæiske ståldesign. Krystallen modtager anerkendelsen i selskab med andre markante europæiske bygningsværker som eksempelvis det nye Holmenkollen i Oslo, Aviva Stadium i Dublin og Immeuble Basalte, La Défense i Paris.

Søjlefri bygning i stål og glas med frit spænd på 35 meter
Krystallen, der er tegnet af arkitektfirmaet schmidt hammer lassen, er en bygning ud over det sædvanlige. Afdelingsdirektør hos Grontmij, Lars Bork Hansen, beskriver den unikke konstruktion:
Der er tale om en usædvanlig geometri, der består af en stålkonstruktion med seks glasfacader i forskellig vinkling, hvor himlens skiftende lys kan spille frit. Den bærende facadekonstruktion er et sammensvejst stålskelet, som kun understøttes i tre punkter. Den forreste spidse halvdel af bygningen er desuden udkraget med et frit spænd på 35 meter, mens de søjlefrie etager understøttes både af facadekonstruktionen, de to trappekerner og - via ophængstag - i den overliggende tagkonstruktion. Som rådgivere er vi stolte over at have været med til at opføre dette bygningsværk, der er noget af det ypperste inden for ingeniørkunst, og vi er beærede over sammen med de øvrige parter at modtage en så fornem pris.

Om arbejdet på bygningen forklarer ekspert i stålkonstruktioner hos Grontmij, Gunnar H. Isleifsson:

Den rombeformede facadekonstruktion, med dens stivhed og stabilitet, har været noget ganske særligt at arbejde med. Mulighederne for at anvende 3D til både design, modellering og projektering har været afgørende for det gode resultat - fx i forbindelse med detaildesign af tagkonstruktionen på grund af den specielle geometri og de store etagelaster, der skulle føres op til de to samlingsknuder i tagets hovedgitterdrager. Særlig spændende var i øvrigt også den dag, hvor vi fjernede de midlertidige søjler, der under montagen understøttede facadestålet og etagerne, og fik eftervist vores beregninger af konstruktionens stivhed og sætninger.

Stor fleksibilitet
Krystallen udmærker sig også ved at være i lavenergiklasse 2, hvilket, de mange glasfacader taget i betragtning, er noget af en præstation. Samtidig er Nykredits nye bygning designet til at give dens brugere størst mulig fleksibilitet, og der er lagt særlig vægt på at skabe et godt indeklima:

Vi er glade for, at vores nye domicil vækker international opsigt, og vi er stolte over prisen. Vi har ønsket at skabe en bygning, der ikke blot har et markant og flot ydre, men som samtidig giver vores medarbejdere gode rammer for deres arbejde. Således er der på samtlige seks etager mulighed for at flytte på de enkelte arbejdspladser og variere mellem storrumskontorer, cellekontorer og mødelokaler, og vi har gjort meget for at skabe et godt arbejdsklima i Krystallen ved at optimere lys, luft og akustik, siger koncerndirektør Bente Overgaard fra Nykredit.

Parterne bag byggeriet af Krystallen modtager officielt The European Steel Design Award 2011 ved en ceremoni i Tyskland 22. september i år.

Kontaktinformation:
Lars Bork Hansen, afdelingsdirektør hos Grontmij, e-mail larsbork.hansen(at)grontmij.dk, tlf. 2723 4605
Nels Petersen, kommunikationsdirektør hos Nykredit, e-mail np(at)nykredit.dk, tlf. 4455 1470 / 2022 2272
Lasse Bjerre Sørensen, pressechef hos Grontmij, e-mail lasse.bjerre(at)grontmij.dk, tlf. 2723 6961

Læs mere her

tags: euro, 2011, Tyskland, Europa, København, direktør, kunst, udland, Nykredit, 2022, fleksibilitet, energi, Europe, kommunikation, Oslo, Design,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar