mandag den 17. september 2012

Midtjysk trappeproducent overtages af kollega

VejleTrappen, der i den seneste tid har oplevet betydelig vækst, overtager nu aktiviteterne fra kollegaen JLH Trapper A/S i Galten. Dermed ruster man sig til yderligere vækst ikke mindst i det midt- og nordjyske område.

Aktiviteterne fra JLH Trapper A/S, der har rødder tilbage til 1973, overgår nu til en anden veletableret spiller i branchen nemlig VejleTrappen, der efter investeringer i bl.a. CNC-materiel til fremstilling af trappedele har oplevet betydelig vækst. JLH Trappers grundlægger og ejer, Jens Lindegaard Hansen, er meget tilfreds med overdragelsen til VejleTrappen, hvor han samtidig selv er blevet ansat som salgskonsulent.

Efter at have rundet de 62 har jeg nået en alder, hvor jeg finder det naturligt at give ledelsesansvaret fra mig. Derfor har jeg i nogen tid været på udkig efter en køber til virksomheden, og VejleTrappen er de helt rigtige til at videreføre vores aktiviteter. Ligesom JLH Trapper er de en gammel, veletableret virksomhed, som er kendt for kompetence og kvalitet, og jeg glæder mig til for VejleTrappen fremover at opmåle, tegne og beregne trapper til både gamle og nye kunder, siger Jens Lindegaard Hansen, der får ansvaret for kontakt til VejleTrappens kunder i det midt- og nordjyske område herunder først og fremmest alle JLH s faste samarbejdspartnere, der hovedsageligt tæller typehusfirmaer og håndværksvirksomheder. Desuden fortsættes salget af trapper direkte til private, ligesom VejleTrappen ønsker at indgå nye forhandleraftaler med bl.a. tømrerfirmaer og byggemarkeder.

Et perfekt match

Ideen bag JLH Trapper har igennem alle årene været, at kunden kan få nøjagtig den trappe, han ønsker sig, i håndbygget dansk kvalitet til fornuftige penge. Således kan man eksempelvis frit vælge blandt alle gængse træsorter samt mange forskellige typer gelændere og håndlister. Da jeg indgik i nærmere dialog med VejleTrappen, opdagede jeg hurtigt, at deres virksomhed hviler på samme filosofi, værdier og traditioner som vores; og jeg kunne se, at produktprogrammet i høj grad er ens, lyder det fra Jens Lindegaard Hansen.

Ingeniør Henrik Jensen, der er hovedaktionær i selskabet bag VejleTrappen, har store forventninger til det seneste opkøb, der er virksomhedens andet på under to år. De to firmaer er et perfekt match, og sammenlægningen muliggør synergi i forhold til både produktion, salg og administration, vurderer han.

Produktion samles i Vejle

De to virksomheders produktion samles nu i VejleTrappens eksisterende fabrik, hvor der sidste år er foretaget omfattende investeringer i CNC-materiel fra tyske Homag. Med vores investeringer i nyt, højeffektivt materiel er det oplagt at samle produktionen i Vejle for at udnytte kapaciteten optimalt. For hidtidige JLH-kunder åbner det også mulighed for mere konkurrencedygtige priser ved serieproduktion af ens trapper, ligesom de vil kunne gøre brug af vores landsdækkende netværk af montører, siger Henrik Jensen.

Fabrikanten åbner samtidig mulighed for, at en del af personalet fra JLH Trapper kan opnå ansættelse hos VejleTrappen. Med tilføjelsen af kundekredsen fra JLH Trapper samt en ekstra salgskonsulent forventer vi betydelig vækst i ordretilgangen. Selvom medarbejderstaben netop er udvidet, bliver det nødvendigt med ekstra hænder, og vi kommer derfor til at gennemføre flere ansættelser, slutter Henrik Jensen, der med overtagelsen forventer at kunne accelerere fabrikkens vækst.

--

VejleTrappen har mere end 30 års erfaring med at fremstille individuelt tilpassede trætrapper. Fabrik og showroom er beliggende i industrikvarteret i Vinding tæt ved motorvejsafkørsel Vejle S. Virksomheden er tilsluttet Dansk Trappefabrikant Forening samt Dansk Trappe Kontrol.

--

Billedmateriale

Foto 1: JLH Trappers grundlægger og ejer, Jens Lindegaard Hansen, er meget tilfreds med overdragelsen til VejleTrappen, hvor han samtidig selv er blevet ansat som salgskonsulent. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/BOJ/BOJ-JLH1.JPG

Foto 2: Virksomhedernes produktion samles nu i VejleTrappens eksisterende fabrik, hvor der sidste år er foretaget omfattende investeringer i CNC-materiel fra tyske Homag. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/BOJ/BOJ-JLH2.JPG

Foto 3: De to firmaer er et perfekt match, og sammenlægningen muliggør synergi i forhold til både produktion, salg og administration, vurderer Henrik Jensen, der er hovedaktionær i selskabet bag VejleTrappen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/BOJ/BOJ-JLH3.JPG

Foto 4: VejleTrappen hviler på samme filosofi, værdier og traditioner som JLH Trapper, og produktprogrammet er i høj grad ens, lyder det fra Jens Lindegaard Hansen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/BOJ/BOJ-JLH4.JPG

Billederne kan downloades i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Læs mere her

tags: Vejle, downloade, virksomhed, 1973, motorvej, penge, ansættelse, konkurrence, byggemarked,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar