Byggeriets mange små og mellemstore virksomheder skal blive bedre til at bruge deres it-systemer og få mere ud af en ofte stor investering. Dansk Byggeri satser målrettet på at sikre et it-spring for byggeriets smv'ere
- Virksomhederne får ikke nok ud af deres it-udstyr. De fleste har ganske vist investeret i it-systemer, men de får langt fra udnyttet mulighederne fuldt ud. Derfor står nytten af it ofte ikke mål med investeringen, og det kan sætte disse virksomheder bagud i forhold til de entreprenører og rådgivere, som de samarbejder med. Det kan der heldigvis gøres noget ved, siger Jørn Jensen, projektchef i Dansk Byggeri.
Det handler i første omgang om at få overblik over it-muligheder og investeringsbehov. Dansk Byggeri har netop lanceret et samarbejde med it-virksomhederne EG og BASIT men henblik på at bistå med systematisk scanning af byggevirksomheder i forhold til deres evne til at udnytte deres it-potentiale. De virksomheder, som har indset, at deres brug af it ikke er optimalt, kan får råd og vejledning med henblik på at få nytte af investeringen i it. Vil virksomheden investere i nyt it, så er der ligeledes hjælp at hente.
En frisk analyse fra Dansk Byggeri viser, at stort set alle mindre virksomheder i byggebranchen bruger it i deres daglige arbejde. Næsten alle virksomhederne i analysen mener, at it er en stor hjælp i hverdagen, men alligevel oplever op mod halvdelen, at it er kompliceret og svært at anvende optimalt. Det er baggrunden for, at Dansk Byggeri nu vil sætte ind med hjælp til medlemsvirksomheder.
- Omkring 80 pct. af byggevirksomhederne har problemer med indkøb af it. De har ikke tillid til leverandører og synes i det hele taget, at it er dyrt, fortæller Jørn Jensen og fortsætter:
- Resultatet er ofte, at virksomhederne i stedet for den rigtige løsning nørkler egne skabeloner sammen, som ikke taler med andre systemer. De er ofte spild af tid og årsag til store frustrationer, når de ikke fra start finder de programmer, som kan hjælpe dem med planlægning i forhold til projektplaner og tidsforbrug, dokumentation, sagsstyring og kvalitetssikring.
Han opfordrer disse virksomhederne til at kontakte Dansk Byggeri, som sammen med it-virksomhederne EG og BASIT tilbyder råd og vejledning om it i de enkelte virksomheder.
Ifølge Dansk Byggeri kan det i sidste ende komme til at handle om, hvorvidt man er inde i det gode selskab eller udenfor. Hvis de mange små og mellemstore byggevirksomheder vil indgå i forretningsmæssige sammenhænge med andre byggevirksomheder og rådgivere vil det blive af vital betydning at være i stand til kommunikere på de forskellige it-platforme. Så selv om det koster, kan det vise sig som en god investering.
- Investering i it kan trække hårdt på likviditeten, men er nødvendig. Som minimum bør alle få afklaret deres it-behov og få professionel rådgivning om valg af systemer og - ikke mindst - et overblik over investeringsbehovet, slutter Jørn Jensen.
Kontakt:
Projektchef Jørn Jensen, Dansk Byggeri, på telefon 40 13 22 03
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, på telefon 40 29 92 32
Læs mere her
tags: virksomhed,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar