En analyse foretaget af Catinét-IFKA for Dansk Byggeri af boligejernes planer om og ønsker til energieffektivisering af deres boliger viser, at flere boligejere tænker i klima- og miljømæssige baner.
Hver tredje boligejer har planer om at gennemføre energibesparende tiltag i form af bedre isolering, vinduesudskiftning m.m. inden for de kommende to år. Det betyder på landsplan, at ca. 500.000 boligejere agter at energioptimere deres klimaskærm, svarende til ca. 250.000 energirenoveringer om året.
To ud af tre boligejere finder det attraktivt eller meget attraktivt, hvis de gennem egne anlæg til indvinding af vedvarende energi (bygningsintegreret energiproduktion) kan blive helt eller delvist selvforsynende med energi. Blandt yngre boligejere er det hele 80 %, der anser denne løsning for den mest tiltrækkende.
Når det alligevel stadig kun er en forholdsvis lille del af landets boligejere, der har realiseret deres ønske herom, er forklaringen først og fremmest usikkerhed hos et flertal af boligejere om, hvad der vil være den rigtige løsning samt at prisen for de løsninger, der markedsføres i Danmark, endnu er for høj. Mange afventer, at der kommer bedre og/eller billigere løsninger på markedet.
Analysen bekræfter tidligere undersøgelser i såvel Danmark som udlandet. Der er et udbredt ønske blandt boligejere om at investere i anlæg til udvinding af vedvarende energi men den væsentligste barriere for at det sker, er manglende viden om, hvilke løsninger, der er de bedste for den enkelte boligejer samt forventning om en fortsat produktudvikling.
Som en ekstra gevinst ved en større udbredelse af bygningsintegreret energiproduktion kan det nævnes, at alle erfaringer viser, at ejere af VE-anlæg udviser langt større motivation til at gennemføre energibesparende tiltag i såvel deres bygning som i deres adfærd.
Se analysen her :
www.danskbyggeri.dk/files/Filbibliotek/Klima%20og%20energi/69392.Energisp%C3%B8rgsm%C3%A5l_selvforsyning.pdf
Yderligere oplysninger:
Michael H. Nielsen, direktør, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 75
Læs mere her
tags: Danmark, direktør, boligejere, boligejer, udland, energi, motivation, miljø,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar