Masser af lys, ro og frisk luft i hjemmet er vigtigt for vores trivsel. Hvis indeklimaet er dårligt, kan det få alvorlige følger for vores helbred. Allergi, træthed, dårligt humør, mangel på koncentration og sågar kræft og hjerte-kar-sygdomme. Et dårligt indeklima kan gå ud over vores livskvalitet og risikere at gøre os syge. Det har forskere påvist gang på gang.
Den gennemsnitlige dansker opholder sig indenfor i op til 90 procent af tiden, fortæller Thomas W. Hansen, der arbejder som rådgiver hos vinduesproducenten Rationel. Derfor er det vigtigt at lukke lyset ind, holde støjen ude og sørge for frisk luft både derhjemme og på arbejdspladsen simpelthen for at sikre, at vi trives.
Dagslys er på sin side med til at regulere vores døgnrytme, holde humøret oppe og få os til at præstere bedre derhjemme og på jobbet. Det bekræfter Kjeld Johnsen, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut og har forsket i blandt andet sammenhængen mellem trivsel og dagslys.
Folk, der lider under manglen på lys, føler sig trætte og triste og er i mindre omfang i stand til at udføre deres arbejde i de mørke måneder. Det viser alle undersøgelser. Lyset har stor betydning for, om vi trives og har det godt, siger seniorforskeren.
Det samme har støj blot med omvendt fortegn. Mange danskere er i deres bolig generet af larm fra eksempelvis naboer eller tung trafik, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO kan støj både give hovedpine, søvnforstyrrelser, forhøjet blodtryk og øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Endelig er luftens kvalitet af stor betydning for vores helbred og trivsel. Partikler, fugt og kemiske stoffer i boligen kan give allergi, astma og i slemme tilfælde kræft.
Betydningen af vores indeklima må ikke undervurderes, og heldigvis kan vi selv gøre en hel masse for at hjælpe det på vej, siger Thomas W. Hansen fra Rationel og peger på tre vigtige steder at sætte ind:
Tænk lyset ind, når I skal vælge vinduer til jeres hjem. Overvej lyddæmpende glas, hvis I bor i et område med meget støj. Og luft ud hver dag. Så er I allerede langt i forhold til at sikre et godt indeklima.
TRE GODE RÅD TIL AT SIKRE ET GODT INDEKLIMA:
Sørg for masser af dagslys
- Vinduerne må ikke være for små. Slet ikke, hvis det er lavenergivinduer med tre lag glas, der sluger ti procent af lyset. Vinduets areal bør svare til 25-40 procent af gulvarealet.
- Undgå solafskærmende glas i boligen, da det holder for meget dagslys ude året rundt.
- Sørg for lyse karme og flader indendørs. Det reflekterer lyset og udnytter det optimalt.
- Husk muligheden for solafskærmning om sommeren for at undgå overophedning.
Hold støjen ude
- Vælg vinduer med lyddæmpende glas, hvis boligen eksempelvis ligger i nærheden af en større vej, tung industri eller andet, der larmer.
Luft ud
- En gennemsnitlig familie producerer hver dag cirka 10 liter vanddamp, og derfor er der brug for grundig ventilation i en bolig.
- Luft ud to-tre gange dagligt med gennemtræk. Det er med til at sænke luftfugtigheden og fjerne de skadelige partikler fra vores bolig. Moderne vinduer kan leveres med friskluftsventil, så du kan lufte ud, selv om du ikke er hjemme.
- Det skaber ekstra fugt, når man laver mad, tager bad eller har gæster. Det kræver ekstra udluftning.
Statens Byggeforskningsinstitut har i samarbejde med Bolius oprettet hjemmesiden www.mitindeklima.dk. Her kan alle svare på nogle få spørgsmål og få vurderet kvaliteten af deres indeklima, så de undgår, at deres bolig skader deres sundhed.
Læs mere om at udnytte dagslyset og få et sundt indeklima på www.rationel.dk
Læs mere her
tags: kemi, energi, livskvalitet, organisation, astma, allergi, hovedpine, sygdom, helbred, blodtryk,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar