Idéer og visioner kommer på bordet, når arkitekter, designere og andre fagfolk fra den 20. august 2013 konkurrerer om at tegne fremtidens bæredygtige almene bolig.
Fyrværkerigrunden i Seest ved Kolding genoplives, og det nye boligområde i Lisbjerg ved Aarhus vokser, når to almene bebyggelser skyder op i 2015.
Den almene lejebolig skal nytænkes, og de bedste, mest innovative og bæredygtige løsninger skal i spil, når Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i samarbejde med Kolding Kommune/Lejerbo, Aarhus Kommune/AL2bolig samt Akademisk Arkitektforening udskriver første fase af en konkurrence om fremtidens bæredygtige almene bolig.
Konkurrencen er en unik chance for at gentænke den almene bolig og give visionære bud på, hvordan en stærk, dansk arkitektonisk tradition for gode, attraktive lejeboliger kan bæres ind i det 21. århundrede.
Natalie Mossin, arkitekt MAA, formand for Akademisk Arkitektforening:
"Formålet med konkurrencen er at få udviklet visionære og bæredygtige boliger, boliger der også understøtter nye fællesskaber og bidrager til lokalområdet. Forslagene kan dermed fungere som vejviser for den almene boligform; en boligform der har en central rolle at spille i det danske boliglandskab og dansk boligkultur, og konkurrenceforslagene kan bidrage til, hvordan den rolle fremadrettet udvikles og udfyldes."
De to byggeopgaver indeholder væsensforskellige udfordringer. I Seest ved Kolding skal der opføres et tæt-lavt byggeri i et eksisterende byområde, mens der i Aarhus skal opføres et etagebyggeri i et nyt udviklingsområde ved landsbyen Lisbjerg.
Carsten Hansen, minister for By, Bolig og Landdistrikter:
Både i Aarhus og Kolding er der lagt an til nogle rigtig spændende byggeprojekter, som kan danne grundlag for den kommende arkitektkonkurrence om fremtidens bæredygtige almene bolig. Alle danskere skal have mulighed for at få en passende bolig, og her spiller den almene sektor en afgørende rolle. Derfor er mit håb og min ambition, at vi med afsæt i disse to almene boligbyggerier kan sætte helt nye standarder for de almene boliger, som danskerne skal bo i fremover.
Der er begge steder tale om komplekse byggeopgaver, som skal fortolkes i lyset af den by- og landskabsmæssige konktekst, byggegrundene ligger i. Forslagene skal være innovative, turde udfordre vanetænkning og sætte nye standarder for moderne helhedsorienteret bæredygtigt boligbyggeri, som er godt at bo og leve i. Projektet skal kort sagt sætte en høj overligger for alment boligbyggeri i fremtiden.
Bebyggelserne skal være økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtige og skal kunne opføres og drives inden for de gældende økonomiske og lovgivningsmæssige rammer for alment boligbyggeri.
Den åbne konkurrence
Konkurrencen om fremtidens bæredygtige almene bolig udskrives som åben projektkonkurrence i to etaper. Første fase skal komme med visionære bud på, hvordan fremtidens bæredygtige almene bolig kan se ud.
Derfor skal forslagene indeholde bud på løsningsforslag på udfordringer som energireduktion, klimatilpasning, funktionalitet, fleksibilitet, optimering og planlægning af de fysiske rammer, udnyttelse af tekniske muligheder, stærke fællesskaber og arkitektur af højeste kvalitet samt andre, væsentlige tiltag, der kan forbedre og fremtidssikre den almene boligform.
Deltagerne kan frit vælge mellem de to opgaver eller deltage i begge konkurrencer. Op til seks forslag vil blive udvalgt til videre deltagelse i 2. fase og offentliggøres ultimo januar 2014. Vinderprojekterne realiseres i to demonstrationsbyggerier og forventes opført i 2015.
Udvælgelsen sker på baggrund af forslagenes realiserbarhed og deltagernes bidrag til afklaring af de temaer, der indgår i konkurrencen.
Kick-off og debat om fremtidens bæredygtige bolig
3. september 2013 i Arkitekternes Hus, Strandgade 27 A 1401 København K kl. 16 -18
Minister Carsten Hansen vil introducere de to konkurrenceområder og sammen med et panel lægge op til debat om, hvordan vi bedst fremtidssikrer den almene bolig, så vi bevarer traditionen for kvalitetsbyggeri til almindelige indkomster, styrker fællesskabet og løfter området og boligformen ind i fremtiden.
Vi stiller spørgsmål som:
Hvordan får vi mest mulig innovation og nytænkning i konkurrencen om fremtidens almene bæredygtige bolig Hvorfor skal vi interessere os for den almene sektor Hvad er en bæredygtig almen bolig Hvordan ser en attraktiv, almen bebyggelse ud Skal vi have mindre fokus på søm og skruer og mere fokus på fællesskaber Hvor går grænsen mellem det private og det fælles
Deltagelse er gratis og alle er velkommen. Tilmelding er nødvendig på fbab@arkitektforeningen.dk senest den 28. august 2013
Fakta:
Konkurrencen udskrives i samarbejde mellem Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Kolding Kommune og Lejerbo, Aarhus Kommune og AL2bolig samt Akademisk Arkitektforening.
Konkurrenceprogrammet offentliggøres den 20. august 2013 på www.fbab.dk
Kontaktpersoner:
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling
Bettina Mylin, konkurrencerådgiver
Telefon 3085 9003
Mail bm@arkitektforeningen.dk
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Hans Erik Svarre
Telefon 4171 7786
Mail hsv@mbbl.dk
Vedhæftede filer:
Foto fra Prinsessegade i København, AKB/KAB boligforening tegnet af Vandkunsten og opført i 2000. Billedet er taget af Jens V. Nielsen
Logo for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Læs mere her
tags: København, økonomi, kunst, 2013, Fyrværkeri, lovgivning, Kolding, fleksibilitet, energi, konkurrence, innovation, miljø, boligforening, 2014, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar