For anden gang blænder Würth op for et storstilet kundetræf, der ventes at trække op mod 8000 kunder fra hele landet til virksomhedens domicil på Montagevej 6 i Kolding.
Würth stiller store krav til sine kunder: De skal holde sig fast i sadlen på en mekanisk rodeotyr, dyste i hammerslagning og springe ud fra en ni meter høj pæl.
Til gengæld rykker en brandbil ud for at slukke tørsten – med fadøl vel at mærke.
Würths kundetræf er måske Danmarks største kunde–arrangement i metal–, auto– og træbranchen. Ønsket er intet mindre end at skabe årets branchebegivenhed.
Også i år er træffet spækket med aktiviteter. En nyhed er pælespring, der går ud på at klatre op i en cirka ni meter høj pæl. På toppen af pælen finder man balancen, og så springer man... et par sekunder senere skulle man gerne gribes af den sele, man får på, inden man klatrer op.
Naturligvis er det frivilligt at deltage i vovestykkerne. Formålet er at skabe nogle glade dage, hvor vi kan være sammen med vores kunder på en uforpligtende og sjov måde," siger direktør Otto Clausen.
Stemningen løftes med musik, og appetitten vil blive stillet med god mad i rigelige mængder.
Mulighederne for udfoldelser omfatter også go–kart og forskellige boder med konkurrencer og gøgl som for eksempel at slå søm i, smadre tallerkener og vælte dåser.
"Det første kundetræf holdt vi i foråret 2000, og der deltog 7000 kunder. Den succes har givet os mod på at gentage arrangementet, som vi regner med i år vil tiltrække 8000 kunder. For at få plads til de mange mennesker strækker arrangementet sig over seks dage i maj og juni," siger Otto Clausen og tilføjer:
"For os er et træf en bedre måde at vise kunderne opmærksomhed på end ved at deltage i en messe, hvor man risikerer at ´drukne´ blandt de andre udstillere."
"På et kundetræf har vi meget bedre tid til at snakke. Vi kan vise kunderne rundt på virksomheden, og i det store udstillingstelt vil vi skabe en rigtig messestemning. Her vil kunderne i ro og mag kunne orientere sig om vores produkter."
For at fuldende tilbuds–paletten har Würth foranstaltet en unik kunstudstilling af billedhuggeren og skulptøren Robert Jacobsen. Der er tale om en udstilling, der aldrig før er set i Danmark.
Transporten til og fra træffet sørger Würth for. Den foregår i store, komfortable busser, der samler deltagerne op cirka 200 steder over hele landet.
De to første træfdage er for kunder i metal–branchen og finder sted fredag den 24. maj og lørdag den 25. maj. Deltagerne fra autobranchen fordeler sig over fredag den 31. maj og lørdag den 1. juni, mens træbranchen er inviteret i dagene den 7. og 8. juni.
Læs mere her
tags: Danmark, direktør, kunst, Kolding, virksomhed, konkurrence,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar