Danmark er i øjeblikket præget af både gode tider og dårlige tider. Hvor godt, eller hvor skidt det går, afhænger af hvor du bor, viser Dansk Byggeris nye konjunkturanalyse
I København og Aarhus er der travlt og store byggekraner præger de to byer, mens billedet ser noget anderledes ud på Fyn og i resten af Jylland og på resten af Sjælland. Dansk Byggeris nye konjunkturanalyse tegner en todeling af Danmark. Boligpriserne på lejligheder stiger i København og Aarhus, ligesom det også er de to største byer, der hver måned får flere tilflyttere samtidig med at beskæftigelsen stiger.- Men desværre går det lige modsat i resten af landet. Selvom der i og for sig ikke er noget mærkeligt i, at vores to største byer, København og Aarhus, løber fra Fyn og resten af Jylland og Sjælland, så er problemet, at aktiviteten her er uhørt lav og vores konjunkturanalyse deler derfor Danmark op i to dele, hvor det i København og Aarhus går godt og det i resten af landet desværre står skidt til, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen.
En af årsagerne er, at det står rigtig sløjt til på det private marked. Boligejerne holder på pengene og tør ikke investere i hverken nybyggeri eller større renoveringsprojekter, og det får virksomhederne til at holde igen med at udvide butikken eller bygge nye lagerlokaler.
- Der er brug for en kædereaktion, hvor borgerne for alvor begynder at tro på fremtiden. Det giver omsætning til virksomhederne, der begynder at ansætte folk og øge produktionen, som så igen giver os alle sammen en større jobsikkerhed og dermed også lyst til mulighed for at investere og sætte gang i privatforbruget igen. Den kædereaktion er vi begyndt at se i København og Aarhus, det hele står lidt i stampe i Aalborg og Odense, mens der endnu ikke er nogen tegn på Fyn og i resten af Jylland og Sjælland, siger Maria Schougaard Berntsen.
Læs mere her
tags: Danmark, København, økonomi, Sjælland, Odense, Jylland, Boligpriser, Aalborg, omsætning, virksomhed, penge, beskæftigelse,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar