Dagens reviderede tal for 4. kvartal bekræfter, at der var en beskeden positiv BNP-vækst på 0,4 pct. i 2013. De nye tal bekræfter også, at det primært var den offentlige forbrugsvækst, der sikrede positivt fortegn på dansk økonomi i 2013
De reviderede BNP-tal for 4. kvartal 2013 giver et broget billede af tilstanden i dansk økonomi. Den sæsonkorrigerede kvartalsvise vækst i 2013 sluttede med et minus på 0,6 pct., mens den ikke-sæsonkorrigerede årsvækst viser et plus på 0,5 pct. i 4. kvartal. For hele 2013 landede BNP-væksten som forventet på yderst moderate +0,4 pct.- På bundlinjen har dansk økonomi det entydigt bedre end for et år siden. Der er ikke længere tvivl om retningen, men tempoet lader stadig meget tilbage at ønske. Det vi kommer til at være vidne til i 2014, er i bedste fald et meget krybende opsving, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri og fortsætter:
- Der har været en del fokus på anvendeligheden af de sæsonkorrigerede kvartalsvise BNP-tal. Men det er ikke noget nyt, at disse tal i høj grad lever deres eget liv og let påvirkes af teknikaliteter og store enkeltstående begivenheder som orkaner eller indkøb af skibe eller boreplatforme. Derfor må rådet til både medier, politikere og økonomer være primært at fokusere på den langt mere retvisende årsvækst.
Stemningsskift primært i den offentlige sektor i 2013
Ser man på sammensætningen af væksten, er det især en offentlig forbrugsvækst på +0,8 pct., der sikrede den mikroskopiske fremgang i dansk økonomi sidste år. Privatforbruget bliver ved at skuffe - nu med nulvækst. Nettoeksporten - eksport minus import - bidrog negativt til BNP-væksten. Investeringerne voksede med 0,7 pct. fra et historisk lavt udgangspunkt og det kan næppe betegnes som mere end et lille skvulp, når man tager i betragtning, at der har fundet "hamstring" af maskininvesteringer sted inden det såkaldte investeringsvindue smækkede i med udgangen af 2013.
- At det økonomiske stemningsskift i 2013 primært viste sig i hvert fald hvis man fokuserer på BNP-tallene - i skikkelse af en stigning i det offentlige forbrug var næppe, hvad regeringen havde sat næsen op efter, siger Bo Sandberg.
Trods den beskedne 2013-vækst er der også lyspunkter i de reviderede nationalregnskabstal. Beskæftigelsen steg i 2013 med 0,3 pct., svarende til ca. 9.500 personer. Det er første gang efter finanskrisen med positivt fortegn i den statistik. Dermed er beskæftigelsen tilbage på 2011-niveau men ligger fortsat godt 175.000 under niveauet i 2008.
Læs mere her
tags: 2011, 2008, politi, finanskrisen, økonomi, regnskab, 2013, regeringen, regering, offentlige sektor, beskæftigelse, 2014, Netto,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar