Hvis boligen trænger til en kærlig hånd, så er foråret og sommeren det perfekte tidspunkt at friske boligen op igen. Mange små projekter kan man selv ordne, men det er vigtigt at tilkalde en fagperson til de mere komplicerede opgaver Solen skinner, men det gør boligen måske ikke, for vinterens hårde vejr kan have taget hårdt på huset. Stormene Allan og Bodil kan have fået tagstenene til at rykke sig, vinduerne er afskallede, tagrenderne er tilstoppede, ligesom stuens vægge måske er blevet mørke, fordi brændeovnen har været tændt hele vinteren.
- Det kan være en pine at skulle bruge det dejlige sommervejr på at rense tilstoppede tagrender eller male indvendigt, fordi brændeovnen har sodet væggene til, men det er bedre at få lavet de nødvendige små reparationer nu end at stå med et større håndværksprojekt senere hen, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Niels Strange.
Det er derfor en god ide at gennemgå huset enten selv eller med professionel hjælp og sikre sig, at alt er i orden. For eksempel bør facaden tjekkes for mindre revner og sprækker, mens tagkonstruktionen kan have taget skade af vinterens vejr som regn, blæst eller snefald.
- Taget er husets paraply og den mest udsatte del på et hus, fordi det konstant er udsat for hård vind og vejr specielt om vinteren. Et utæt tag kan give store fugtskader, så derfor er det vigtigt at holde det tæt, siger Niels Strange.
Men selvom man er klar til at køre i byggemarkedet for at friske boligen op, så skal man kun give sig i kast med de projekter, man har de nødvendige kompetencer til. Hvis man eksempelvis har mistanke om et utæt tag, så er det en god ide at tilkalde professionel hjælp og få det ordnet på en god og sikker måde.
- Det kan være risikofyldt at befinde sig på et utæt tag, og desuden er det de færreste boligejere, der har de fornødne redskaber som stillads og sikre stiger til at give sig i kast med store boligprojekter. Derfor bør man ringe til en håndværker, og gerne en med Byg Garanti, så man som kunde er sikret, hvis virksomheden for eksempel går konkurs, siger Niels Strange.
Læs mere her
tags: boligejere, konkurs, boligejer, blæst, stillads, virksomhed, byggemarked,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar