Energiforsyningen i Køge vil skabe et fremtidssikret vandhus, som kombinerer produktionen af rent drikkevand med forskning, læring og leg med vand. Rådgiverteamet til opgaven er nu valgt: Krüger A/S er totalrådgiver med Gottlieb Paludan Architects og EKJ Rådgivende Ingeniører som underrådgivere. Det vindende forslag er udarbejdet af Krüger A/S med Gottlieb Paludan Architects og EKJ Rådgivende Ingeniører som underrådgivere. Rådgiverkontrakten underskrives tirsdag 20. maj 2014 hos Energiforsyningen i Køge, hvor pressen indbydes til at deltage.
Energiforsyningens nye vandhus vil omfatte både vandværk, vandtestcenter med forsknings- og undervisningsfaciliteter og en vandpark, hvor børn og andre besøgende kan lege med og lære om vand. Vandhuset indeholder desuden nyt domicil og arbejdspladser for Energiforsyningens medarbejdere og forventes at stå klar i efteråret 2016.
Søren D. Brask, bestyrelsesformand for Energiforsyningen udtaler: "Vi glæder os over at have nået denne milepæl i en lang, spændende proces. Det vindende forslag opfylder til fulde vores forventninger til et moderne, effektivt og forsyningssikkert vandværk, der samtidigt er udadvendt og inviterer små og store borgere, forskere og studerende til oplevelser og læring. Det teknisk avancerede vandhus har potentiale til at blive et nyt oplevelsesmæssigt og teknologisk fyrtårn for Køge, og vi ser frem til et godt samarbejde med det vindende rådgiverteam."
Det nye vandhus skal erstatte det gamle vandværk på Søndre Allé og kommer til at ligge på Gymnasievej/Vasebækvej, hvor det vil være synligt fra Ringstedvej. Byggeriet bliver en del af en ny, grøn "vandpark" med vandfald, vandrender, pumper og regnvandsbassin for børn og områdets beboere. Forslaget er bl.a. valgt på grund af sin sikre arkitektoniske disposition, samspillet mellem hus og landskab samt en fleksibel disponering, som er med til at fremtidssikre anlægget. Der er således store forventninger til, at forslaget til det nye vandværk også teknisk og arkitektonisk kommer til at sætte den fremtidige standard for denne type anlæg.
Projektleder Erling Fischer fra Krüger A/S udtaler: "Det er en stor glæde at være med til at skabe et af Danmarks mest moderne vandværker med fokus på de nyeste teknologier, som sikrer høj vandkvalitet, sikkerhed for forbrugerne samt energi- og miljøhensyn. Derudover ser vi et spændende potentiale i Vandtestcentret som en aktuel platform for at udvikle og markedsføre danske vandteknologier internationalt. På den måde kan vi sammen skabe eksport og arbejdspladser".
Sagsarkitekt Christina Tolstrup fra Gottlieb Paludan Architects siger om projektet: "Det har været en spændende udfordring at skabe en arkitektur, der lader vandet være den absolutte hovedperson, hvad enten det drejer sig om det højteknologiske behandlingsanlæg eller om vandparkens mere sanselige elementer. Vi glæder os til at være med til at sætte nye standarder for, hvordan tekniske anlæg kan udformes og anvendes."
Invitation til deltagelse ved kontraktunderskrivelse:
Totalrådgiverkontrakten underskrives tirsdag 20. maj 2014 kl.12:30 hos Energiforsyningen på Revlen 2, 4600 Køge. Pressen inviteres til at deltage ved underskrivelsen.
Yderligere oplysninger om projektet fås hos:
Helene Kring Jørgensen, Plan- og projektchef Energiforsyningen
email: helene@energiforsyningen.dk, telefon 5664 5500 / 2037 4147
Erling V. Fischer, projektleder Krüger A/S
email: evf@kruger.dk, telefon 3957 2019 / 5213 0436
Christina Tolstrup, sagsarkitekt Gottlieb Paludan Architects
email: ct@gottliebpaludan.com, telefon 4171 8200 / 4171 8277
Læs mere her
tags: Danmark, Køge, bestyrelsesformand, Ringsted, 2016, teknologi, energi, undervisning, projektleder, studerende, miljø, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar