CRM-Byggefakta's helt nye kvartalsrapport viser en positiv udvikling for byggemarkedet i 2014. Aktivitetsniveauet forventes nu at ende 7 % højere end det realiserede niveau i 2013. Stigningen skyldes primært flere igangsatte projekter end forventet ved årets start. Hovedkategorierne "Bolig" og "Anlæg" fører an i fremgangen i en helt ny prognose for boligbyggerier, der er udarbejdet på baggrund af store mængder dataindsamling. Men også hovedgruppen "Skoler, uddannelse og forskning" er gået frem. Det viser rapporten "Trends for byggebranchen Q1 2014", som CRM-Byggefakta netop har udarbejdet.
- Den massive datamængde viser en positiv udvikling for byggemarkedet i 2014. Aktivitetsniveauet forventes nu at ligge 7 % højere i 2014 i forhold til det realiserede niveau i 2013. Forventningerne til byggeriet i 2014 er dermed opjusteret med 2 procent siden prognosen i januar, fortæller direktør Jens Slott Johansen, CRM-Byggefakta.
Kategorien "Boliger" tegner sig for en fremgang på 2,4 mia. siden prognosen i januar. Dermed er kategorien vokset med 3,6 mia. i forhold til det realiserede niveau i 2013. Der er kommet gang i boligbyggerierne igen, og i de første fire måneder af 2014 er der igangsat byggerier for over 5,3 mia. kr. Også i kategorien "Anlæg" har der været en fremgang på 1,9 mia. siden prognosen i januar. Det betyder, at kategorien forventes at vokse med 2,5 mia. i forhold til det realiserede niveau i 2013.
Rapporten indeholder 27 statistikker og prognoser, samt 14 top-10-lister for geografi, aktører og bygherretyper. Dermed kan det direkte aflæses, hvor i landet der er mest gang i byggeriet samt hvilke typer projekter, der arbejdes med.
- Generelt ser vi større fremgang i prognoserne for de tre regioner i Vestdanmark og mindre tilbagegang i Østdanmark, fastslår direktøren.
Datagrundlag af høj kvalitet
Ved indsamlingen af informationer til "Trends for byggebranchen Q1 2014" har researchafdelingen hos CRM-Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført ca. 100.000 research-interviews fordelt på 13.000 byggeprojekter for at tilvejebringe og verificere rapportens data.
CRM-Byggefakta med 50 ansatte har i mere end 20 år indsamlet og videreformidlet detaljerede informationer om bygge- og anlægsprojekter landet over, såvel private som offentlige. De registreres og opsamles i markedets mest avancerede database, Parabyg. Informationerne udnyttes hver dag som vigtige leads i salgsarbejdet hos virksomhedens kunder: Arkitekter, rådgivende ingeniører, entreprenører, håndværkere, leverandører af materialer og andre af byggeriets aktører, der abonnerer på denne service fra CRM-Byggefakta.
Rapporten 'Trends for Byggebranchen Q1 2014' er til fri download på:
http://www.byggefakta.dk/trends-for-byggebranchen
Der kan frit citeres med behørig kildeangivelse.
Læs mere her
tags: direktør, interview, uddannelse, 2013, virksomhed, byggemarked, database, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar