lørdag den 12. juli 2014

Nyt selskab klar til at bygge letbane på Ring 3

Letbanen på Ring 3 har fået sit eget selskab "Ring 3 Letbane I/S", der skal bygge og drive letbanen. De 13 ejere underskrev i sidste uge de endelige papirer 27 kilometer letbane i hovedstaden er nu et skridt nærmere på at blive realiseret. Et nyt selskab skal stå for at bygge og drive letbanen. Selskabet er ejet af de 11 såkaldte Ringby-kommuner, Region Hovedstaden og Transportministeriet, som alle er repræsenteret i selskabets nyetablerede bestyrelse.

Behagelig transport på tværs
- Letbanen er bare et rigtig godt projekt: Miljøvenlig, støjsvag og behagelig transport på tværs af 'Fingerplanens' S-togs-linjer. Jeg glæder mig rigtig meget til for alvor at komme i gang med samarbejdet med de mange parter, der er en del af letbaneprojektet, siger formand for bestyrelsen i det nye selskab Anne Grete Holmsgaard.

Vil binde S-togslinjer sammen
Med letbanens 27 stationer i de såkaldte Ringby kommuner, vil den binde alle S-togslinjerne sammen til et netværk og dermed løse problemet med at komme på tværs af 'fingrene'. Elektriske letbanetog med afgange hvert 5. minut vil transportere 13-14 millioner passagerer om året.

Et unikt samarbejde
- Det, at vi nu har et selskab, der skal drive projektet, er en vigtig milepæl og fundamentet for hele projektet. Letbanen på Ring 3 er et unikt samarbejde mellem 11 kommuner, Region Hovedstaden og Transportministeriet om at styrke den kollektive trafik i hele hovedstadsområdet, og jeg er stolt over, at vi er nået så langt", siger borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst (S).

Skabe sammenhæng i kollektiv transport
- Det er et meget vigtigt projekt, som viser, hvad vi kan, når alle står sammen om at gøre noget for hovedstadsregionen. Letbanen vil bidrage til en sammenhængende kollektiv transport i Region Hovedstaden, og gøre det nemmere at komme til og fra de store arbejdspladser. Samtidig vil den give borgerne bedre mulighed for at komme til helt nye steder – alt lige fra en ny strand til et nyt indkøbscenter, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Har været forhøring om VVM
Arbejdet med letbanen er allerede så småt gået i gang, da der i foråret har været en forhøring, hvor borgere har kunnet melde ind, hvad der skulle undersøges i den kommende VVM (Vurdering af virkninger på miljøet).

I juni 2013 underskrev de 13 ejere en principaftale. Folketinget vedtog i februar 2014 en selskabs- og projekteringslov. Det er administrerende direktør i Metroselskabet I/S Henrik Plougmann Olsen, der også er direktør i Ring 3 Letbane I/S. Det er Metroselskabets medarbejdere, der vil servicere det nye letbaneselskab.

Yderligere information:
Borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst via kommunikationschef i Gladsaxe Kommune, Ulla Baden, tlf. 22 76 56 22
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressetelefonen i Region Hovedstaden, 70 20 95 88
Mathilde Lykke Bülow, Ring 3 Letbane I/S, tlf. 72 42 46 56
Bestyrelsen for Ring 3 Letbane I/S

Udpeget af staten:
Anne Grete Holmsgaard, formand
Dorthe Vinther
Johnny Hansen
Udpeget af Region Hovedstaden:
Kenneth Kristensen Berth (DF), næstformand
Annie Hagel (El)
Udpeget af Borgmesterforum:
Karin Søjberg Holst, næstformand
Søren P. Rasmussen

Fakta om letbane på Ring 3
- De 13 ejere af selskabet er: Staten ved Transportministeren, Region Hovedstaden, Lyngby-Taarbæk Kommune, Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune, Albertslund Kommune, Rødovre Kommune, Glostrup Kommune, Brøndby Kommune, Hvidovre Kommune, Vallensbæk Kommune, Ishøj Kommune og Høje-Taastrup Kommune
- Letbanen på Ring 3 vil blive ca. 27 km lang og få 27 stationer. Afstanden mellem stationerne er i gennemsnit 1 km
- Letbanen forventes at få 43.000 daglige passagerer. Det svarer til 13-14. mio. passagerer om året. Til sammenligning havde Kystbanen godt 10 mio. passagerer i 2011
- Anlægget af letbanen vurderes at koste ca. 4,0 mia. kr. i 2013 prisniveau inklusiv en korrektionsreserve på 15 pct. Derudover er der driftsrelaterede anlægsudgifter til tog, vedligeholdelsescenter mm. på ca. 1,3 mia. kr. i 2013 prisniveau
- Det forventes, at 7.000 daglige personture flyttes ind i den kollektive trafik. Cirka 4.000 kommer fra bilerne, cirka 2.000 kommer fra cyklerne og cirka 1.000 er fodgængere
- Letbanen skal køre med afgange hvert 5. minut i dagtimerne. Letbanetogene vil have en gennemsnitshastighed på ca. 30 km/t inklusiv stop ved stationer og lyskryds
- Det vil tage ca. 55 minutter at rejse de 27 km fra stationen ved Lundtofte i nord til Ishøj Station i syd
- Anlægsomkostningerne fordeles mellem stat (40 pct.), kommuner (34 pct.) og Region Hovedstaden (26 pct.)
- De 11 kommuner har aftalt en fordelingsnøgle til betaling af anlægsomkostningerne
- Med letbanen forventes det, at der genereres op til 20.000 arbejdspladser i byområderne nær de nye stationer frem til 2032. Ved fuld udnyttelse af det samlede byudviklingspotentiale kan der på langt sigt skabes op mod 90.000 til 100.000 arbejdspladser i de 11 Ringbykommuner
- Det forventes, at der skabes ca. 7.000 direkte og afledte årsværk i anlægsperioden. Drift at letbanen vil skabe ca. 250 nye, permanente jobs
- Letbanen kan skabe grobund for en samlet byudvikling i Ringbyen med en befolkningstilvækst på mellem 20.000 og 40.000 nye indbyggere
- Det vil tage 7-8 år at planlægge og bygge letbanen, der kan åbne i 2020/2021

Læs mere her

tags: Brøndby, 2011, direktør, Lyngby, borgmester, Regionsråd, 2013, Hvidovre, 2020, Folketinget, 2020, Glostrup, Herlev, Johnny Hansen, Albertslund, S-tog, hovedstad, omkostninger, Region Hovedstaden, kommunikation, miljø, 2014, Transportministeriet, byområder, Fakta, Rødovre,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar