tirsdag den 5. august 2014

Bygge- og anlægsbranchens konjunkturbarometer er lidt mindre negativ

Det går lidt bedre i bygge- og anlægsbranchen, viser nye tal fra den sammensatte konjunkturindikator. Men den samlede produktion er langt under niveauet for ti år siden, så virkningerne af finanskrisen er langt fra overstået, vurderer Dansk Byggeri Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg steg fra minus 10 i juni til minus 8 i juli ifølge Danmarks Statistik. Virksomhedernes forventninger til beskæfti­gel­sen i 3. kvartal i forhold til 2. kvartal trak indikatoren op, ligesom også virksomhedernes vurderinger pr. ultimo juni af ordrebeholdningens størrelse i forhold til det normale trak indikatoren op. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving.

- Det er glædeligt, at konjunkturindikatoren er forbedret, men indikatoren er dog stadigvæk negativ, så virksomhederne forventer dermed et fald i den samlede beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen, men virksomhederne forudser dog, at dette fald er mindre end for en måned siden, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, i en kommentar og tilføjer:

- Og på samme måde er vurderingen af ordrebeholdningens størrelse for branchen som helhed stadig mindre end det normale niveau, men der er tale om en forbedring fra slutningen af maj til slutningen af juni, fortsætter Finn Bo Frandsen.

Eftervirkninger af krisen
Bygge- og anlægsvirksomheder med 22 % af den samlede beskæftigelse oplyser, at produktionen er begrænset på grund af manglende efterspørgsel mod 25 % på samme tid i fjor, og virksomheder med 8 % af beskæftigelsen oplyser, at produktionen er begrænset på grund af finansielle forhold mod 7 % året før.

Virksomheder med 7 % af beskæftigelsen mangler arbejdskraft ultimo juni i år mod virksomheder med 6 % af beskæftigelsen året før, dvs. der.

- Den manglende efterspørgsel og de finansielle begrænsninger viser med al tydelighed, at virkningerne af finanskrisen ikke er overstået, pointerer Finn Bo Frandsen.

I 1. kvartal i år var produktionsværdien ved bygge- og anlægsvirksomhed 20,6 mia. kr. Det er 3 % mere end året før, hvilket nok især skal tilskrives udbedringerne efter stormene samt den milde vinter. I år var produktionsværdien derimod 40 % mindre end i 2007, hvor der var en kraftig højkonjunktur, og produktionsværdien var 22 % mindre end i 2004, det vil sige, før opsvinget satte ind.

- Det er værd at bemærke, at på trods af et lidt bedre konjunkturbarometer, så er bygge- og anlægsvirksomhedernes samlede produktion langt under niveauet for ti år siden, fortæller chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

Læs mere her

tags: Danmark, finanskrisen, Danmarks Statistik, storm, virksomhed, 2007, arbejdskraft, beskæftigelse,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar