I 1. halvår i år blev der påbegyndt færre kvadratmetre end i 1. halvår i fjor Ifølge Danmarks Statistik blev der i 1. halvår 2014 påbegyndt 1,6 mio. m2 mod 1,7 mio. m2 i 1. halvår 2013. Der er dermed tale om et fald på 0,1 mio. m2 eller 6 %.
Tilbagegangen dækker over et lille fald i det påbegyndte etageareal til boliger, hvorimod der har været en mindre stigning i nybyggeriet af erhvervsbygninger. Samtidig hermed har der været et fald på 24 % i nybyggeriet af bygninger til institutioner og kulturelle formål samt idræt, hvilket især omfatter offentlige byggeinvesteringer.
- Selv om det påbegyndte etageareal til boliger er faldet med et par procent i 1. halvår i år sammenlignet med i fjor, ser vi en stigning i antallet af påbegyndte boliger på ca. 200. Der har været fremgang i nybyggeriet af boliger i etageejendomme på godt 800, mens nybyggeriet af enfamiliehuse er faldet med 300 og nybyggeriet af andre boliger, dvs. kollegier og døgninstitutioner, er også faldet med 300, fortæller chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri og fortsætter:
- Stigningen i nybyggeriet af boliger i etageejendomme skyldes formentlig fremgang i de almene boligselskabers nybyggeri af almene familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. Hertil kommer, at pensionskasserne nok også investerer mere i nybyggeri af lejligheder. Pensionskasserne har fokus på boliginvesteringer som led i risikospredningen, og de er også opmærksomme på mulighederne for, som bygherrer, at udnytte de fordelagtige priser på grund af den lave byggeaktivitet.
Faldet i nybyggeriet af enfamiliehuse viser ifølge Dansk Byggeri med al tydelighed, at der endnu ikke er sket nogen vending i det private boligbyggeri.
- Der er ikke tegn på opsving. Og det er også værd at bemærke, at nybyggeriet af både kollegier og døgninstitutioner er faldet, siger Finn Bo Frandsen.
Erhvervsbyggeriet ser langt om længe ud til at have stabiliseret sig. Men der er tale om et meget lavt niveau, for nybyggeriet af erhvervsbygninger er gået langt ned siden 2006. På kort sigt er der ifølge Finn Bo Frandsen ikke udsigt til en ny fremgang på grund af de mange tomme bygninger.
Ifølge Danmarks Statistik skal opgørelsen af den seneste byggeaktivitet generelt tages med forbehold, da datagrundlaget er usikkert. Det skyldes primært forsinkede indberetninger til Bygnings- og Boligregistret, BBR. Danmarks Statistik søger at korrigere for denne forsinkelse.
Ifølge Dansk Byggeris seneste konjunkturanalyse, vil der i 2014 som helhed blive påbegyndt 4,18 mio. m2 mod 4,0 mio. m2 i 2013 og 4,5 mio. m2 i 2012. Her er der skøn for de endelige tal i byggestatistikken.
Læs mere her
tags: Danmark, 2013, Danmarks Statistik, 2012, 2006, ældrebolig, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar