Den nye bro kommer til at forbinde Bryghusgrunden ved Vester Voldgade og Langebrogade på Amagersiden. Prækvalifikation til indbudt, international projektkonkurrence igangsættes nu. Broen forventes færdig i 2018. Broprojektet gennemføres i et samarbejde mellem Realdania og Københavns Kommune. Broen gives af Realdania som en gave for at udvikle de rekreative kvaliteter og tilgængeligheden i den centrale del af Københavns Havn.
Københavns Kommune har haft en ny cykelforbindelse ved Langebro i kommuneplanen siden 2001.
Broen bliver en del af Det Grønne Cykelrutenet og "Havneruten". Udviklingen bliver fremskyndet i området, fordi broen både skaber bedre vilkår for fodgængere og cyklister samt bringer byen og havnen tættere på hinanden. Broen ligger hvor den oprindelige Langebro lå fra slutningen af 1600-tallet og indtil begyndelsen af 1900-tallet. Det giver samtidig mulighed for en rekreativ, grøn og historisk forbindelse, der strækker sig fra Ørstedsparken via Vester Voldgade til Christianshavns Voldanlæg og videre ud til Holmen.
Overborgmester Frank Jensen (S), siger:
"Vi skal sikre, at København er en god by at bevæge sig rundt i. Derfor er vi godt i gang med at binde byen sammen med mere metro og flere broer over havnen, så København kommer til at fungere bedre i hverdagen. Derfor er jeg meget glad for gaven fra Realdania."
Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), siger:
"Når cyklister i dag skal krydse havnen, må de enten køre over den bilfyldte Langebro eller leve med trængslen på cykelstierne over Knippelsbro. Nu får cyklisterne endnu en cykelbro, der samtidig gør det muligt at skifte de mange biler på H.C. Andersens Boulevard ud med Vester Voldgade, hvor der summer af liv i stedet for motorstøj."
Det er livskvalitet at bringe byen og havnen tættere på hinanden
Ved broens vestlige ende, ud for Vester Voldgade, ligger Realdanias store projekt på Bryghusgrunden. Det står færdigt i 2017. Ud over husets kulturelle tilbud, omlægges området til rekreativ havnefront i tæt sammenhæng med "Bølgen" samt Søren Kierkegaards Plads ved Den Sorte Diamant. Her kommer nye byrum, anløbsmulighed og bedre adgang til vandet. Den nye bro vil være med til at skabe liv og færden i området og bidrage aktivt til bylivet.
Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, siger:
"Realdania vil gerne bidrage til at udvikle tilgængeligheden og de rekreative kvaliteter langs med og på tværs af havnen, tæt ved Langebro og vores projekt på Bryghusgrunden. Ved at etablere en cykel- og gangbro får vi samtidig de bløde trafikanter ned i øjenhøjde med byen og vandet. Projektet ligger naturligt i forlængelse af Realdanias formål om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø i dette tilfælde ved at bidrage til udviklingen af nye forbindelser på langs og på tværs af København."
International projektkonkurrence
I dag inviterer Realdania Byg A/S, der på vegne af Realdania står for byggesagen, til prækvalifikation. Prækvalifikationen er første del af en privat projektkonkurrence om design af broprojektet og landanlæggene på begge sider. Op til fem deltagerteams bliver inviteret til den egentlige projektkonkurrence.
Primo oktober: Prækvalifikationen forventes afsluttet.
Februar/marts 2015: Projektkonkurrencen forventes afsluttet.
2016: Byggearbejder forventes påbegyndt.
2018: Projektet forventes færdigt og afleveret.
Konkurrencen skal være med til at sikre et højt kvalitetsniveau i både bro og landanlæg.
Og at broen har et enkelt design, der spiller sammen med omgivelserne.
For yderligere information:
Overborgmester Frank Jensen via pressechef Jakob Elkjær tlf. 28 10 48 98
Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell via pressechef Morten Rixen tlf. 51 68 06 19
Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania via pressechef Birgitte Boesen tlf. 29 69 52 20
Øvrige projektrelaterede spørgsmål til Realdania Byg A/S via kommunikationsrådgiver Morten Asbjørn Jensen tlf. 28 26 31 11
Læs mere her
tags: København, direktør, borgmester, 2001, Amager, cyklist, 2018, 2016, kreativ, livskvalitet, kommunikation, konkurrence, miljø, Cykel,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar