Et temamøde i Træsektionen under Dansk Byggeri er den direkte årsag til, at Træsektionen i dag udsender "Bedre udbud vejen til en succesfuld byggesag" Træsektionen i Dansk Byggeri gennemførte fornylig en spørgeskemaanalyse hos medlemmerne om, hvordan de oplever kvaliteten af projektmateriale, tilbudsfasen og tidsplanerne. Undersøgelsen blev sendt til 702 medlemmer af træsektionen og 110 besvarede spørgsmålet. I svarene lå der en klar besked om, at der er store forbedringspotentialer på udbudsområdet.
- Og på et følgende temamøde kom det meget tydeligt frem, at ufærdigt eller ufuldstændigt udbudsmateriale i mange tilfælde resulterer i usikre forudsætninger og tilbud baseret på gætterier, fortæller Michael R. Lund, formand for Træsektionen under Dansk Byggeri.
Han peger på, at det med de nye digitale kommunikationsmidler måske er blevet for let for arkitekter og ingeniører at sende projektmateriale og rettelsesblade. Fx er sendes alt udbudsmateriale til alle uanset om det er nødvendigt eller ej.
- Det kan vi jo godt slå bygherrerne og rådgiverne i hovedet med men det løser ingenting. Vi har derfor udarbejdet en ønskeliste, der angiver de udbudsoplysninger, som efter de udførendes opfattelse bør indgå i det gode udbudsgrundlag. Altså hvad der skal være oplyst for at kunne give en kvalificeret og skarp pris. Vi håber, at ønskelisten kan være med til at styrke samarbejdet og de gode relationer til både bygherrer og rådgivere. For vi er jo alle interesserede i det samme nemlig at byggesagerne kører perfekt fra start til slut og ikke mindst i at bygherren får det, han eller hun ønsker, understreger Michael. R. Lund.
Denne ønskeliste fremgår af "Bedre udbud vejen til en succesfuld byggesag", som Træsektionen har udgivet. Den er tænkt som en guideline for de allerstørste byggerier, men Michael R. Lund tror på, at den også er brugbar i små og mellemstore sager, som der nu en gang er flest af.
- Vi håber, at vi kan bruge vejledningen til at få en dialog om, hvad et projekt bør indeholde - både overfor bygherrerne og overfor rådgiverne, slutter Michael R. Lund.
"Bedre udbud vejen til en succesfuld byggesag" kan downloades fra www.traesektionen.dk
Det er også muligt at rekvirere trykte eksemplarer ved henvendelse til Træsektionen i Dansk Byggeri.
Læs mere her
tags: downloade, kommunikation,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar