Samlet steg lønmodtagerbeskæftigelsen med 3.400 beskæftigede eller 0,1 % i forhold til måneden før. Det betyder, at der i udgangen af 3. kvartal var 2.579.400 beskæftigede i Danmark Danmarks Statistik opgør nu beskæftigelsen for lønmodtagere på månedlig basis. Opgørelsen viser antal personer med lønmodtagerjob uden omregning til fuldtidsbeskæftigede, dvs. alle lønmodtagere er medregnet, uanset om de arbejder på hel- eller deltid.
Den nye månedlige opgørelse giver mulighed for at følge arbejdsmarkedet tættere, og opgørelsen bekræfter, at den positive udvikling, vi har set i lønmodtagerbeskæftigelsen det første halvår af 2014, fastholdes til og med september.
- I 3. kvartal begyndte effekterne fra stormvejret langsomt at ebbe ud, men til gengæld bød 3. kvartal på et par skybrud og oversvømmelser, som sendte mange på overarbejde. Det er en af årsagerne til, at vi specifikt for bygge- og anlægsbranchen ser en stigning på 0,2 % fra august til september målt på antallet af ansættelser, fortæller Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, og fortsætter:
- Omregnet til fuldtidsansættelser svarer det reelt kun til en stigning på knap 0,05 % i 3. kvartal i bygge- og anlægsbranchen, og det viser, hvor skrøbelig udviklingen fortsat er. Selvom vi underliggende har haft en svag opgående tendens i konjunkturerne i 2014, så er effekten ikke stor nok til skabe et konjunkturbetinget opsving i den private byggeaktivitet.
Dansk Byggeri forventer, at bygge- og anlægsaktiviteten i 2015 vil være faldende, fordi vejrfænomener ikke indgår i forventningerne, fordi BoligJobordningen ophører og fordi der er udsigt til et lavere investeringsniveau for renovering af almene boliger.
- Vi forventer ikke, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen kan holde momentum efter årsskiftet. Vi regner med, at der vil ske et fald på ca. 5.000 fuldtidspersoner. Det er brandærgerligt men så længe, der ikke er mere gang i økonomien, vil de private byggeinvesteringer ligge lavt, forklarer Maria Schougaard Berntsen og uddyber:
- Investeringslysten er lavere, når der er usikkerhed om, hvad fremtiden bringer. I øjeblikket slider vi mere på vores faste realkapital, end vi investerer i den. Det vil sige, at vi langsomt udhuler værdien, og det er absolut ikke holdbart i længden.
Læs mere her
tags: Danmark, økonomi, Danmarks Statistik, storm, ansættelse, arbejdsmarked, beskæftigelse, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar