Dansk Byggeri sætter byggeriet på den energipolitiske dagsorden og samler både klima-, energi- og bygningsministeren og de energipolitiske ordfører på Christiansborg til debat. Den 28. januar har klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen og de energipolitiske ordførere fra alle partierne bag energiforliget sat kryds i kalenderen. Her har de sagt ja til både at blive klogere på, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan bidrage til den grønne omstilling, og stille op til debat om deres politiske prioriteringer. Det sker på en konference i Landstingssalen på Christiansborg med Dansk Byggeri og formand for Energiudvalget, Steen Gade, som vært.
- Det er en god mulighed for Dansk Byggeri for at pege på de områder, hvor bygge- og anlægsvirksomhederne er en del af løsningen, hvis Danmark skal være fri af fossile brændstoffer i 2050. Det er jo vores virksomheder, der skal være med til at sørge for, at der både bliver bygget og renoveret energirigtigt, siger energipolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.
På konferencen vil der blive fremlagt Dansk Byggeris nye analyse, Byggeriets Energianalyse, der dokumenterer muligheder for at omstille vores boliger og offentlige bygninger til grøn energi.
- Vi håber selvfølgelig, at politikerne også får ny viden i løbet af dagen, som gør, at de fremadrettet vil fremme mere energirigtige bygninger, siger Camilla Damsø Pedersen og tilføjer:
- Arrangementet er gratis og åbent for alle, og der er mulighed for at tilmelde sig allerede nu, så man er sikret en plads i salen.
Læs mere her
tags: Danmark, politi, virksomhed, energi, Christiansborg, brændstof,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar