Ifølge Danmarks Statistik var der i 3. kvartal ca. 22.000 ledige stillinger på det private arbejdsmarked. Det er 1.100 flere end i 3. kvartal 2013. De ledige stillinger udgør 1,4 pct. af den samlede private beskæftigelse. Det underbygger den positive tendens på arbejdsmarkedet, som vi har set gennem det meste af 2014. Der er dog væsentlig geografisk forskel i antal jobåbninger - fremgangen går tilsyneladende udenom Nordjylland - Arbejdsmarkedet har i 2014 været solstrålehistorien i dansk økonomi. Ledigheden er stabil og beskæftigelsen er steget med i alt 23.000 siden bunden blev nået midtvejs i 2013. Der har også gennemgående været flere jobopslag i år end sidste år, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Ikke overraskende er det i Hovedstaden, der er flest jobåbninger. Her udgør de ledige stillinger 1,7 pct. af beskæftigelsen. Herefter følger Midtjylland, Syddanmark og Sjælland alle med moderate 1,2 pct. af beskæftigelsen, mens der fortsat er meget få jobåbninger svarende til 0,9 pct. af beskæftigelsen i Nordjylland.
- Når der er fremgang i samfundsøkonomien, er der typisk også høj jobomsætning og mange jobopslag. De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det går den rigtige vej. Men mest i Hovedstadsområdet og absolut mindst i Nordjylland, som fremgangen tilsyneladende går udenom. Det stemmer desværre meget godt overens med, hvad vi hører fra vores nordjyske medlemmer i Dansk Byggeri, siger Bo Sandberg.
Andelen af ledige stillinger på arbejdsmarkedet opgøres som antallet af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger. Statistikken er ifølge Dansk Byggeri ikke helt dækkende, fordi alle de jobskift, der sker uden egentlige stillingsopslag, ikke opfanges i statistikken. Derfor bør man ikke lægge så meget i de absolutte tal, men mere hæfte sig ved retningen, dvs. om det går op eller ned.
Byggeriet ligger i midterfeltet med ledige stillinger
Bygge- og anlægsbranchen ligger lidt under landsgennemsnittet med jobåbninger svarende til 1,2 pct. af branchens beskæftigelse, mens det er i servicesektoren, der er relativt flest ledige stillinger.
- Der har i 2014 været flest jobåbninger i de helt små byggevirksomheder med mellem 0 og 9 ansatte. Her udgjorde de ledige stillinger 1,7 pct. af beskæftigelsen i 3. kvartal 2014. De små lokalt baserede byggevirksomheder udgør rygraden i bygge- og anlægsbranchen. Netop disse virksomheder har haft stor gavn af Boligjobordningen, siger cheføkonomen og fortsætter:
- Med håndværkerfradragets ophør til nytår, kommer mange små byggevirksomheder til at befinde sig i et opgavemæssigt tomrum pga. den førte stop-and-go-politik. Det gælder desværre ikke mindst i Nordjylland, hvor der ikke er store offentlige anlægsprojekter, som kan kompensere for faldet i privat efterspørgsel.
Dansk Byggeri forventer samlet set, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen falder fra ca. 148.000 i 2014 til ca. 143.000 i 2015.
Læs mere her
tags: Danmark, politi, økonomi, Sjælland, nytår, 2013, Nordjylland, Danmarks Statistik, Midtjylland, omsætning, virksomhed, arbejdsmarked, beskæftigelse, samfundsøkonomi, 2014, stemmer,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar