onsdag den 21. januar 2015

Håndværkere har succes med samarbejde

Thy Energinetværk har fundet formlen på et succesfuldt samarbejde og forventer at 2015 også bliver et godt år for håndværk med fokus på energieffektivitet. Med udgangspunkt i uvildig energirådgivning satte syv håndværksfirmaer i begyndelsen af 2014 sig sammen for at diskutere energivenligt byggeri. Målet var at give kunderne langt bedre løsninger og service, end de kunne hver for sig, og det synes virksomhederne, der dækker over alle byggeriets fagområder, er lykkedes.

"Det giver kunderne mere værdi, at vi som virksomheder har samarbejdspartnere, der har specialiseret viden om alle byggeriets aspekter. Det betyder, at arbejdet bliver udført bedre, og processen bliver mere overskuelig for kunden", fortæller Henrik Dissing, medejer af Vestkystens VVS, der har 19 medarbejdere og 3 filialer i hele Thy.

RUSTET TIL FREMTIDEN
I Thy er kunderne i den heldige situation, at der aldrig er mangel på håndværkere. Dog stiller stadigt stigende krav til byggeriet store udfordringer til den enkelte virksomhed.

For eksempel har Thy Energinetværk lige hjulpet en kunde i Thisted by, med problemer med skimmelsvamp i stuen. Kunden havde efter anvisning fra forskellige håndværkere indkøbt flere løsninger, men lige lidt hjalp det. Først da hun kontaktede energinetværkets maler, Flemming Lund, Kom der skred i sagerne. Flemming foreslog, at hun skulle have besøg af netværkets BedreBolig-rådgiver, før der blev foretaget yderligere indgreb i huset. Rådgiveren anbefalede dog ikke maling, men en mekanisk ventilationsløsning, der blev opsat af elektrikere fra Brdr. W. Hansen. Den billige og decentrale ventilation løste problemet, og sikrede samtidigt konstant frisk luft i stuen.

Det er sager som denne, der har overbevist håndværkerne i Thy Energinetværk, at de bør trække på hinandens kompetencer, således at de fremstår som en mere attraktiv mulighed for kunderne.

Kundens samarbejde med Thy Energinetværk begynder typisk med et besøg fra netværkets BedreBolig-konsulent, der kortlægger kundens behov. Det betyder, at boligejeren får objektiv information, om der f.eks. er behov for et nyt varmeanlæg, eller en billigere isolering ville være nok.

"Vi har fået mange positive tilkendegivelser på konceptet, og det er en fordel for at os, at der kommer en kompetent uvildig rådgiver. Det øger kundens tillid til os, når vi tør lade en BedreBolig-konsulent vurdere nødvendigheden af vores arbejde, før vi går i gang", fortæller Martin Jensby fra Thy Isolering

Håndværkerne i Thy Energinetværk er sikre på, at de kommer til at stå styrkede, når de slår deres kompetencer sammen. På den måde kan alle opgaver løses optimalt og til størst mulig sikkerhed og tilfredshed for kunden.

OM:
Thy energinetværk består af syv virksomheder med hvert sit speciale inden for byggeriet. Fælles for alle syv virksomheder er vores erfaring med energioptimering i byggeriet generelt og særligt i forbindelse med renoveringer.

Medlemsvirksomhederne er:

Brdr. W. Hansen
Engko
Koldby Murerfirma
Malerfirmaet Flemming Lund
Thisted Tømrer- og Snedkerforretning
Thy Isolering
Vestkystens VVS


Læs mere her

tags: EM, boligejere, boligejer, virksomhed, Håndværker, energi, elektriker, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar