Igen i 2015 vil entreprenørmaskiner præge bybilledet i hovedstaden. Københavns Kommune har valgt at bruge over fire milliarder kroner på at forbedre fx veje, cykelstier og kloakker. Derfor inviterer kommunen virksomhederne inden for, før den trykker på startknappen Hvilke opgaver vil kommunen gerne have anlægsvirksomhederne til at komme med tilbud på Og hvilke konsekvenser har den nye vejlov for de virksomheder, der arbejder i hovedstaden
Det kan virksomheder og andre interesserede få svar på, når Københavns Kommune og Danske Anlægsentreprenører i Dansk Byggeri torsdag den 8. januar kl. 15-17 holder orienteringsmøde om de anlægsprojekter, som kommunen forventer at sætte i gang frem mod 2018. Der skal bygges alt fra veje og cykelstier til anlæg, der sikrer byen mod oversvømmelser, for mere end fire milliarder kroner.
- De sidste par år har Københavns Kommune sat gang i rigtig mange bygge- og anlægsprojekter, og 2015 er ingen undtagelse. Virksomhederne vil gerne vide, hvad kommunen har på tegnebrættet, så de kan planlægge og være sikre på, at de får mulighed for at give tilbud. Det er med til at sikre, at kommunen får bedre tilbud på deres projekter. Så det er win-win for alle parter, at sætte et par timer af til at deltage i stormødet, siger branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører i Dansk Byggeri, Niels Nielsen og tilføjer:
- Samtidig er det en god mulighed for virksomhederne for at blive orienteret om og stille spørgsmål til den nye vejlov, og hvordan Københavns Kommune vil administrere de nye regler, som giver kommunen mulighed for at udstede bøder, hvis arbejde bliver forsinkede.
Københavns Kommune ser mange fordele ved at mødes med virksomhederne, inden licitationerne går i gang.
- I Københavns Kommune arbejder vi på at gøre København til en endnu bedre by at bo og færdes i, hvilket bl.a. kommer til udtryk i et betydeligt anlægsbudget også de kommende år. For kommunen som bygherre kan et godt samarbejde med entreprenørbranchen spille en afgørende rolle for, at anlægsprojekterne udføres til rette tid, kvalitet og økonomi, siger serviceområdechef Anders Møller, Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
- På den måde håber vi også, at dialogmøder som dette kan bidrage til at skabe en fælles forståelse for kommende opgaver og for udfordringerne og grebene forbundet med anlægsarbejder i Københavns Kommune.
Læs mere her
tags: København, direktør, økonomi, storm, virksomhed, 2018, hovedstad, entreprenørbranche,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar