onsdag den 4. februar 2015

Moderat konkursfald i udfordret marked

Selv om antallet af konkurser i januar faldt 15 procent i forhold til sidste år, er der endnu et stykke vej, før vi er tilbage på niveau med de lykkelige væksttår i begyndelsen af 0'erne. Uro i Europa får forbrugerne til at holde på lommerne. 356 selskaber måtte i januar dreje nøglen om med konkurs og skød dermed 2015 i gang med et fald i forhold til sidste år på 15,6 procent, svarende til 422 konkurser.
"Det går støt og roligt i den rigtige retning. Tempoet er moderat, som forudset, og virksomhederne må ruste sig til det lange seje træk. Vi ser et finansielt nervøst Europa med uro omkring Grækenland og et uafklaret Ukraine. Det fastholder forbrugerne i utryghed, og derfor kan væksten meget vel lade vente på sig," kommenterer Frank Papsø, direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian.

Vækst skal komme fra investeringslyst
Med det aktuelle risikobillede bliver det nemlig ikke forbrugerne, der kommer til at sparke væksten i gang, mener Frank Papsø.
"Vi vurderer, at en eventuel vækst skal komme i form af øgede virksomhedsinvesteringer. Renterne er historisk lave og virksomhederne er allerede effektiviseret til benet. Det er derfor en gunstig periode for at foretage investeringer, der kan øge virksomhedernes samlede afsætning - for eksempel ved at udvikle nye produkter og services samt vurdere muligheden for at gå ind i nye markeder".

Mange skal aflægge første regnskab i 2015
Heldigvis er danskerne et entreprenant folkefærd, som det for nylig fremgik af Experians opgørelse af nyetableringer i 2014. I alt 26.408 selskaber så dagens lys, 9.000 flere end i 2013. Mange af 'de nye' skal aflægge første regnskab i 2015, hvorved overlevelsesgraden blandt andet for de nye IVS'er vil blive synlig.
"Vi ser desværre, at mange unge virksomheder ikke formår at forny sig selv efter den første kritiske fase. Efter nogle år ender de i en blindgyde med svigtende salg og kundeafgang, og så er det, vejen er banet for en plads i konkursstatistikken. Andre får ikke positioneret sig, og er ikke gearet, når efterspørgslen pludselig vokser. Det er udfordringer, der kan imødegås, og det skal vi blive bedre til", påpeger Frank Papsø.

Hovedstaden oplevede 25 procent færre konkurser
Januars konkurstal fortæller et par solstrålehistorier regionalt, for eksempel gik kun ét bornholmsk selskab konkurs mod fire selskaber sidste år. Også Lolland Falster oplevede én konkurs mod fire samme måned sidste år. I Hovedstaden, hvor volumen er langt større, gik 158 selskaber konkurs mod 213 sidste år. Det er et fald på 25 procent. Nordjylland måtte døje med lidt flere konkurser, 22 i januar i år mod 17 sidste år.

Overnatning & Restauration fortsat under pres
Det er brancherne Forsyningsvirksomheder og Overnatning & Restauration, som har haft de relativt største stigninger i antallet af konkurser sammenlignet med januar 2014. Hvor 27 selskaber i kategorien Overnatning & Restauration gik konkurs i januar sidste år, var antallet i år 37. Det er traditionen tro branchen Handel, som nominelt har oplevet flest konkurser i løbet af de seneste 12 måneder - i alt 823. Til gengæld var dét tal sidste år 23 procent højere, så også her går udviklingen den rigtige vej.


Læs mere her

tags: Europa, direktør, regnskab, 2013, konkurs, Ukraine, Grækenland, Nordjylland, virksomhed, Lolland, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar