Novoferm introducerer nyt modulsystem med et komplet sortiment af indvendige døre til hospitaler, laboratorier, skoler, kontorer, erhvervs- og industriprojekter mv. Gennemtænkt funktionalitet samt på én gang hårdfør og æstetisk finish karakteriserer systemet. KORA er Novoferms nye, alsidige system af indvendige døre. Det byder på et stort udvalg af dørblade i aluminium, stål, glas og laminat samt mange forskellige karmudformninger, åbningssystemer og en både formfuldendt og praktisk finish.
"KORA henvender sig i høj grad til projektmarkedet i kraft af sine mange muligheder og kombinationer. Ud over at være fleksible er dørene naturligvis robuste og tåler intensivt brug," fortæller Anders Majland, direktør for Novoferm Danmark ApS.
Sikkerhed, hygiejne og modstandsdygtighed
Et eksempel på en af KORA-programmets styrker er det omsluttende karmsystem. De afrundede hjørner understøtter et højt sikkerhedsniveau og betyder, at der ikke er revner eller sprækker, hvor snavs kan sætte sig fast. Brugen af aluminium til karmen sikrer desuden optimal modstandsdygtighed over for syrer. Disse parametre bidrager til at gøre dørene perfekte til eksempelvis hospitaler, kemiske laboratorier o.l. Samtidig er aluminium et miljøvenligt valg, idet materialet er 100 pct. genanvendeligt. KORA-karmen kan i øvrigt justeres efter væggens tykkelse, hvilket letter montagen og giver optimal finish.
Utallige kombinationsmuligheder
KORA-programmet byder på fire forskellige dørtyper (BASIC, LAM, FILL og GLASS) samt skydedøre. Dørbladet leveres med en tykkelse på 40 mm bestående af to stålplader med en tykkelse på 0,6 mm. KORA LAM består endvidere af på-limet laminat på MDF plade med en samlet tykkelse på 3,2 mm, ligesom KORA FILL leveres med forstærkede kanter i form af en 30 mm krans i aluminium, der omslutter selve dørbladet. Alle døre leveres i individuelle farver, og kombinationsmulighederne samt de tilhørende design gør KORA til den mest elegante, moderne og bekvemme løsning til projekter.
Flot finish, der ikke kræver efterbehandling
"KORA-programmet er et seriøst alternativ til eksisterende produkter på markedet. Dørene har en flot finish og holdbarhed, der gør dem velegnede til mange forskellige miljøer fra skoler og kontorer til industri og lager. Ud over den omsluttende aluminiumskarm leverer vi alle dørene med gerigter i eloxeret aluminium, så de ikke behøver nogen form for efterbehandling," forklarer Anders Majland og tilføjer, at dørenes finish også betyder, at de er modstandsdygtige over for fugt.
Integrerede eller vægmonterede skydedøre
KORA-dørene fås med hængsler eller som sving- eller skydedøre. Skydedørene fremstilles både som en integreret løsning i selve væggen og til vægmontering. Begge dele er ideelle i rum med begrænsede pladsforhold, og skydedørene passer designmæssigt fint sammen med de øvrige KORA-døre.
Ud over KORA-dørene tilbyder Novoferm i forvejen et komplet sortiment af industrielle ledhejse-porte, rulleporte, pvc-hurtigporte, stål- og branddøre samt logistiksystemer, porttætninger og slusehuse.
Novoferm Schievano har designet og fremstillet døre siden 1957 og er certificeret, jf. kvalitetsstandarden ISO 9001:2010.
Om Novoferm Danmark
Novoferm Danmark ApS er et datterselskab af Novoferm GmbH, som er én af Europas førende leverandører af stål- og branddøre, industrielle porte, logistiksystemer samt garageporte. Med hovedsæde i Tyskland og med produktion mere end 10 forskellige steder i Europa tilbyder Novoferm løsninger til ethvert behov. Virksomheden har mere end 2.000 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 420 millioner.
Læs mere her
tags: hospital, Danmark, 2010, Tyskland, Europa, direktør, datterselskab, omsætning, kemi, miljøvenlig, miljø, miljøvenligt,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar