lørdag den 27. juni 2015
Ringene spredes i vandet på boligmarkedet
Det er velkendt, at der længe har været fremgang på boligmarkedet i Hovedstadsområdet, men nu breder tendensen sig forsigtigt til landets øvrige regionerIfølge Danmarks Statistik steg prisen på ejerlejligheder i 1. kvartal 2015 med 9,2 pct. i forhold til tilsvarende kvartal i 2014. Prisen på enfamiliehuse steg med 5,4 pct. Trenden for begge boligtyper har været opadgående siden bunden blev nået i 2011, men klart mest for ejerlejligheder.
- De nominelle huspriser er på godt og vel tre år steget med ca. 16 pct. i snit og ejerlejlighederne med hele 35 pct. Ejerlejlighederne var dog også igennem et tilsvarende langt større prisdyk end parcelhusene under finanskrisen. Korrigerer man for inflationen, er prisniveauet for alle boligtyper endnu ikke tilbage på førkriseniveauet, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Begyndende prisstigninger også vest for Storebælt
Det mest opløftende ved Danmarks Statistiks nye tal for udviklingen på boligmarkedet er, at prisudviklingen på boligmarkedet peger opad i samtlige regioner.
- Priserne på parcelhuse i Hovedstadsregionen er det seneste år steget 7,1 pct. og det har medvirket til at trække prisudviklingen i resten af landet op. Ringene spredes som bekendt i vandet. Fx er priserne på parcelhuse i Region Nordjylland steget med pæne 5,4 pct. det seneste år og for de fire regioner udenfor Hovedstaden tilsammen, har prisstigningerne i snit været på 4,4 pct., siger Bo Sandberg.
- Når priserne på de eksisterende boliger stiger, gør det alt andet lige - nybyggeri mere økonomisk fordelagtigt, og senest har vi da også set en fremgang fra lavt niveau i nybyggeriet af enfamiliehuse.
På ejerlejlighedsmarkedet stiger priserne noget kraftigere end for enfamiliehusene, men også her er det nu alle regioner, der har fået del i fremgangen:
- Prisstigningerne på ejerlejligheder i Region Nordjylland har det seneste år været 9,5 pct., og Midtjylland følger lige efter med et plus på 9,1 pct., og i denne statistik overgår man tilmed Region Hovedstadens prisstigninger for ejerlejligheder på 9,0 pct., siger Bo Sandberg, der dog løfter en pegefinger:
- Prisudviklingen på ejerboliger i de forskellige regioner er gennemsnitstal. Det vil typisk dække over kraftige prisstigninger i universitetsbyerne, mens der snildt kan være lommer rundt omkring i landet med faldende priser, understreger Bo Sandberg og advarer, som generel tommelfingerregel, mod lokale bobletendenser, hvis vi i længere tid ser tocifrede vækstrater på boligmarkedet.
Læs mere her
tags: Danmark, 2011, finanskrisen, økonomi, Nordjylland, boligmarkedet, Danmarks Statistik, Midtjylland, Storebælt, Region Hovedstaden, prisstigninger, 2014,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar