lørdag den 11. juli 2015

Byggeriets arbejdsmarked er todelt


Byggeriets konjunkturbarometer udtrykker fremtidsforventningerne. Nettotallet for den sammensatte konjunkturindikator var i april uændret på -17. Mens de store virksomheder trækker beskæftigelsen fremad, trækker de små virksomheder konjunkturbarometret nedad- Bygge- og anlægsbranchens fremtidsforventninger ligger nu igen og roder på samme lave niveau som i 2011, 2012 og 2013. Kun i første halvår 2014 fik indikatoren et midlertidigt løft i kølvandet på Allan og Bodils stormskader. I den periode nærmede man sig det positive territorium uden at nå helt derop, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

I øjeblikket ser vi heldigvis, at byggeriets omsætning og beskæftigelse stiger, men både ordrebeholdningen og de generelle fremtidsforventninger er notorisk sløje. Der er dog en logisk forklaring på dette tilsyneladende paradoks:

- Vi ser i stigende grad et todelt byggearbejdsmarked. De store virksomheder har det godt og er involveret i de store anlægsopgaver som fx metro- og hospitalsbyggerier. Det løfter branchens beskæftigelse. Men de små virksomheder, der fylder godt op i konjunkturbarometret, er langt henad vejen koblet af den aktuelle fremgang i byggeriet. Tilsvarende er der også en geografisk todeling af markedet. Der er et pænt aktivitetsniveau i Hovedstaden og Århusområdet og til dels de andre universitetsbyer, mens der er betydelig stilstand i yderområderne, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri har tidligere på måneden fået foretaget en statistisk særkørsel fra Danmarks Statistik, der viser en meget stor forskel i ordrebeholdningen alt efter virksomhedsstørrelse.

- De store bygge- og anlægsvirksomheder holder skindet på næsen, mens de små virksomheders ordrebeholdning er styrtdykket de seneste 9 måneder, bl.a. pga. ophøret af Boligjobordningen. De helt små byggevirksomheder med 1-9 ansatte har i øjeblikket den laveste ordrebeholdning siden 2011 og i det markedssegment tyder det meste på, at pilen peger fortsat nedad, siger Bo Sandberg.

Danmarks Statistik spørger også til, hvilke produktionsbegrænsninger, byggeriets virksomheder oplever, og her er mangel på efterspørgsel fortsat et større problem end mangel på arbejdskraft.

- Virksomheder svarende til 10 % af beskæftigelsen oplever mangel på arbejdskraft, mens 25 % mangler efterspørgsel. Samtidig ligger byggeriets lønudvikling ganske lavt på ca. 0,8 % årligt, hvilket er lavest blandt samtlige brancher på DA-området. Det tyder hverken på flaskehalse eller risiko for overophedning, siger Bo Sandberg.

Samlet indebærer dagens konjunkturbarometre for erhvervslivets hovedbrancher nogenlunde status quo: Der er uændrede forventninger i byggeriet og servicesektoren og et lille plus for industrien fra lavt udgangspunkt.

- Det er positivt, at nedgangen i industriens forventningsdannelse nu tilsyneladende er ophørt. Men ellers er der en vis Rasmus Modsat tendens i erhvervslivets konjunkturbedømmelse. De fleste andre nøgletal i dansk økonomi er nemlig noget mere positive. Det gælder fx beskæftigelsen og forbrugerforventningerne, slutter Bo Sandberg.

Læs mere her

tags: hospital, Danmark, 2011, Århus, økonomi, 2013, nøgletal, Danmarks Statistik, storm, 2012, omsætning, virksomhed, erhvervslivet, arbejdsmarked, arbejdskraft, beskæftigelse, 2014, Netto,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar