fredag den 17. juli 2015
Frit udsyn til Carlsberg Byens nye vartegn
Der bygges på livet løs i Københavns nye bydel, og gamle konstruktioner erstattes med nye. Når Carlsbergs gamle stålskorsten er taget ned, bliver der for alvor udsyn til Carlsberg Byens nye vartegn, Bohrs Tårn på imponerende 100 meter.Det går stærkt i Carlsberg Byen i disse måneder, og nye byggerier skyder op mange steder i bydelen. Længst er byggeriet i den sydøstlige del af området, hvor Bohrs Tårn nu er nået 19. etage og dermed snart når marchhøjden på 100 meter. Med nedtagningen af den gamle 100 meter høje stålskorsten er der flot udsyn til det store byggeri.
"Det glæder os rigtig meget, hver gang vi tager et skridt længere hen imod den kommende bydel. Nedtagning af skorstenen er et lille, men meget symbolsk, skridt imod den færdige Carlsberg By, da folk i nærområdet fremover kommer til at se Bohrs Tårn og ikke stålskorstenen, når de kigger over på os. Samtidig er det selvfølgelig interessant at følge en nedtagning af en 100 meter høj konstruktion, hvilket selvsagt ikke er helt simpelt," udtaler direktør i Carlsberg Byen P/S Jens Nyhus.
Maskiner i storformat
Danmarks største mobile kran, Danmarks største gravemaskine og Europas højeste personlift på 103 meter er taget i brug til det unikke demonteringsprojekt. Nedtagningen ledes og udføres af entreprenørvirksomheden P. Olesen & Sønner A/S, som bl.a. har speciale i nedbrydning og demontering af større stålkonstruktioner.
Det kræver stor præcision at udføre nedskæringsarbejdet, og derfor er det en nødvendighed, at vindforholdene er stabile. Den høje skorsten skæres ned i 35 meter lange stykker og bliver efterfølgende skåret i mindre stykker og kørt væk fra området.
Nedtagningen af skorstenen er et led i forberedelserne til den kommende Europaskole, som bliver et af Carlsberg Byens større byggeprojekter.
Fakta om Stålskorstenen
Skorstenen blev tegnet af B. Højlund Rasmussen (Rådgivende Ingeniører) i årene 1978-79, og blev opført i 1981. Den 100 meter høje konstruktion fungerede som skorsten for Kedelhuset. Den har, ganske kort tid endnu, placering på Flyverpladsen, som ligger mellem Ny Carlsberg Vej og de to gamle, fredede industribygninger, Maskincentralen og Kedelhallen.
Fakta om Bohrs Tårn
Bohrs Tårn bliver 100 meter højt og kommer samlet set til at udgøre ca. 10.000 m2 fordelt på 29 etager. De nederste otte etager er til Professionshøjskolen UCC samt kontorer og butikker, mens der kommer ejerlejligheder fra 8. til 29. etage. Lejlighederne vil variere i størrelse fra 139 m2 til 191 m2. Hertil kommer en kælder med blandt andet parkeringspladser. Lejlighederne er indflytningsklare medio 2017.
Læs mere her
tags: Danmark, Europa, Carlsberg, København, direktør, 1981, virksomhed, Fakta,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar